I'm not telling you it's going to be easy, I'm telling you it's going to be worth it

Ohh I wish we could… just one time… go all the way

Jeg har den vildeste følelse indeni. Sådan lidt som små børn juleaften, der dirrer af spænding og forventninger til juletræet og gaverne (eller måske faktisk mere som de økologiske køer, der endelig bliver lukket ud på græs). Den der følelse af vilde glædesbobler, der suser i årene, så man nærmest ikke kan stå stille, men bare må igang med det samme. Sådan en følelse har jeg, mens vi kører ind i Tongariro National Park.

image

Vi skulle faktisk ikke herned. Efter et stop i Taupo og et kig på vejrudsigten, der lovede regn havde vi besluttet at gemme denne smukke perle (til samme omgang, hvor vi helt sikkert også skal opleve Able Tasman området på sydøen). Men da vi vågner op ved bredden af Lake Taupo og solen skinner fra en skyfri himmel på bjergtoppene, ja så kan vi simpelthen ikke lade være med at tage chancen og køre de godt 100km sydpå igen.

image

Jo tættere vi kommer på, jo klarere står vulkanen og de smukke sneklædte tinder. Jeg er fyr og flamme og topklar til at komme ud på de mange tracks. Jeg har især udset mig det, der hedder skyline track på toppen af den aktive vulkan Mount Ruapehu. Udfordringen er bare, at bjerget er så godt som dækket af sne. Hele toppen er hvid, hvilket jeg prøver at fornægte, da vi sætter os i den første og derefter den anden skilift for at komme til toppen. Og med den udsigt, er det svært at blive ved med at være skuffet over, at tracket er umuligt at gå uden sneudstyr.

image

Vi kaster lidt med sne deroppe, nyder den imponerende udsigt, og så går turen ellers ned igen, for så snupper vi da bare et par af de andre tracks i området. Os skal bjerget ikke få ramt på, og slet ikke når vi er kommet på en solskinsdag. Der bliver klatret på klipper, hvor noget af Ringenes Herre er skudt (men på den anden side, så har de skudt dele af filmene i stort set samtlige national parker og grønne områder på New Zealand (og vi må med skam i stemmen indrømme, at vi husker forsvindende lidt af de film, vi har set).
Efter at have gået/klatret/sprunget omkring 4km nærmer klokken sig 17 og istedet for at tage tilbage til campingpladsen, der ligger lige rundt om hjørnet, tager vi den mest tåbelige, egoistiske, dømt-til-at-gå-galt beslutning over hovedet. Vi snupper da lige 6km mere i loopet ud til Taranaki Falls. Bevæbnet med skumfiduser, mandler og cashewnødder drager vi afsted, fast besluttet på at det skal lykkes.

image

Og troldeungerne overrasker endnu en gang. Gustav opfinder en leg, hvor der er fælder overalt på stien, som man skal undgå. Og når man går i en fælde, skal man lave et mega-sejt-tricks for at få liv igen. Så inden vi får set os om, spæner de afsted på stien mens de hopper over trærødder, balancerer på trappetrinene og laver vilde jeg-får-uendelige-liv-tricks. Snart løber vi også totalt forpustet ned af stien og laver rejehop ned fra brinken, tager høje knæløftninger på trapperne og 360 graders badutspring over regnvandskløfterne (man skal jo nødig være dem, der sløver troldeungerne ned, når de er kommet op i det høje gear). På et tidspunkt stopper Ella midt på en trappe, kigger forbavset ned på benene og udbryder ‘de kan ikke mere mine ben, de er gået helt i stå’. Op på skulderen kommer hun, mens Gustav stadig pisker afsted for at komme først hen til bilen og vinde de sidste skumfiduser i bøtten. Knap 10km i bjergterræn bliver det til i benene, da vi lægger os til ro i camperen, stadig inde midt i skoven, til lyden af de første dråber, der falder på taget. Så kom den regn, de har lovet hele dagen. Igen er vi svineheldige med vejret.

image

Nu hvor vi jo overhovedet ikke stoler på vejrudsigten (som i øvrigt lover super meget regn), så er der en Tongariro Alpine Crossing track, der trækker helt vildt i mig. Det skulle være det smukkeste af det smukkeste gennem lavalandskaber og høje bjerge. Det trækker så meget, at vi i ca. 12 sekunder overvejer, om vi ikke godt kan klare de 19km over bjerget med børnene, velvidende at vi kommer til at bære dem det meste af vejen de 10 timer turen nok kommer til at tage. Heldigvis skal der ikke ret meget søgen til, før vi finder ud af, at det er en fuldstændig hjernedød ide og uansvarlig overvejelser med to så små børn (så sparede vi lige de km i benene..). Men helt snydes vil vi ikke, så efter en sløv morgen med regnen trommende på taget, kører vi op til starten på tracket. Men tiden går ,og så er det pludselig frokosttid, før man får set sig om, og inden vi er klar på ruten er klokken næsten 14, og regnen er stoppet.

image

Igen bevæbnet med en større mængde skumfiduser jagter vi markeringspæle i det smukke lavelandskab rundt om vulkankrateret på Mount Ngauruhoe. 4 kilometer ude begynder skyerne at at trække sig sammen bag bjergene, og vi (for en gangs skyld ansvarlige) beslutter at vende om, da der jo trods alt også er 4 kilometer tilbage til bilen. Gustav er den sejeste lille hiker. Selvom han har 10km i benene fra i går, så klarer han også de 8 på Alpine Crossing, der også byder på ekstra højdemeter. Han foreslår endda, at vi tager hele ruten, når vi kommer igen (for selvfølgelig gør vi det), når han er blevet 10 år, ‘for så er Ella jo blevet 8 Mor, og så kan hun sagtens gå selv hele vejen’. Vi er game, og det er fedt, at ungerne også nyder vores livsstil, og den måde vi har valgt at leve livet på lige nu.

Følg vores rejse med masser af billeder på Instagram @the_getaway_blog og få alle nye indlæg via vores Facebook side

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I'm not telling you it's going to be easy, I'm telling you it's going to be worth it