Is your dog always that friendly, or did I miss something?

Note to self: Næste gang du handler Laila, så sørg lige for at gøre tasken ordentligt ren, så narkohunden (aka grøntsagshunden) ikke får færten af dig, inden du overhovedet kommer ind i landet…

I flyet til New Zealand har de også de der lange immigrationssedler (dem hvor man normalt bliver spurgt, om man har sprængstoffer med i tasken eller har tænkt sig at udøve terror). Her i New Zealand bliver man så istedet spurgt, om man har mad med, klappet et dyr eller har sko og telt, der har været i outbacken. Man er dog ikke i tvivl om, at man helst skal sætte X i alle NEJ kategorierne for overhovedet at slippe ind i landet. Nu ligger landet så sådan, at vi har tasken fyldt af mad. Alt fra dadler, kokus og nødder (så vi kan lave de lækre energibarer til ungerne), over slik, kaffebønner og kiks til den store madpakke med pasta, frikadeller og grøntsager, som selvfølgelig kun er halvt spist (hvor meget tror man egentlig man kan spise på en 4 timers flyvetur??). På trods af angsten for problemer i immigrationen sætter jeg pligtopfyldende kryds i JA feltet for madvarer, selvom det skærer i øjnene ved siden af de 17 NEJ krydser, der er længere nede af papiret. Men jeg indrømmer altså ikke, at jeg også har klappet en kænguru i zoo og været 2 meter uden for stien på en trackingtur (der må være grænser for deres detaljegrad). Og min indrømmelse viser sig da også at være en klog beslutning.

Over alt i Queenstown lufthavnen møder vi skilte, der viser at mad skal deklareres og smides ud eller man får en bøde på 400 dollar. Vi smider æblerne ud (et billede af dem er trods alt blæst op på en kæmpe plakat) og går mod “Bio declaration exit”, som alle skal igennem. Her gransker de vores seddel med mit famøse JA-kryds på. Og så spørger hun ellers ind til grøntsager, telte, hvor vores sko har været, hvad vi ellers har med af udstyr og videre ad den tangent. Vi godkendes i første runde, efter en billig omgang, hvor vi blot mistede vores gulerødder. Næste runde mod udgangen er en gennemskanning af bagageb (igen er formålet ikke at finde våben, som almindelige lufthavne ser efter), nope, her ser de efter gummiting og andet, der kan ligne tracking udstyr. Skanneren reagerer selvfølgelig på ungernes kondisko, men vi får dem overbevist om, at det bare er til asfalt, at aluminiumsflaskerne kun er til vand og at vores krydderier ikke betyder mere for os, end at de bare kan smides ud, hvis de er et problem (priser mig lykkelig fr mit JA kryds). Der er nemlig pink peber i vores lille peberkværn, og den går ikke… tale om at være et pernittengryn (et dejligt ord, der bruges alt for sjældent)… Og de konfiskerer peberet (vi takker nej til tilbuddet om, at de kan fjerne den pink peber i peberblandingen, men der er altså grænser for galskaben).

Nu også uden peber godkendes vi og går endelig mod udgangen, indtil den lille lækkerbisken af en hund får færten af min bagagevogn. De fleste lufthavne har narkohunde, men her har de grøntsagshunde… John og ungerne skynder sig ud af dørene med de store tasker (så hundedamen ikke får ide om, at de skal gennemrodes) og jeg står tilbage med håndbagagerne. Jeg er totalt nervøs for, om der skulle ligge en gulerod eller noget andet grønt, vi har overset, og dermed risikoen for en bøde på de 400dollar. Hunden går helt i selvsving, men det er heldigvis over vores rygsæk med elektronikting (rejser rundt med halvdelen af Elgigantens varelager), og her er jeg helt sikker på, at vi ikke har madpakketing. Det er hunden bare ikke, så alt indholdet hældes ud til nærmere inspektion. Da vi ligesom kan konstatere, at jeg ikke kan gemme grøntsager eller store planter i en Ipad eller computeren for den sags skyld, går hun tasken igennem. Hunden er stadig totalt emsig og er nærmest ved at hoppe op på bordet til tasken, og det er ret tydeligt, at hundedamen stoler mere på sin hund end mig. Hun endevender tasken, går alle syninger igennem og hver en læg på stoffet, og må til sidst konstatere, at hun ikke kan finde hverken blomsterfrø eller andet botanik. Jeg kommer så i tanke om, at vi handlede grøntsager og andre madvarer i tasken dagen før, og det hele blev smidt ned i tasken uden poser. Det godtager hun som forklaring, og jeg er good to go. Men den stakkels hund er helt rundt på gulvet og bliver ved med at følge efter mig, totalt forvirret over, at jeg får lov at gå.

Men endelig ude i det fri venter det største indtryk, og pludselig giver den emsige adfærd mening. For hold nu op en natur, der byder os velkommen. Jeg forstår virkelig godt, at de værner om den og ikke vil have alt muligt skidt overført (man kan tale om graden, og om det måske er liiige lidt for meget) men anyways. Her er storslået. Det ligner lidt en pauseskærm med et alt for perfekt photoshoppet bjerglandskab. Men det er naturen, når den blærer sig allermest. Efter vi har hentet vores bil, kører vi til den første legeplads vi finder og tilbringer 3 timer her. Og vi har kun været kort tid på legepladsen, før vi falder i snak med en skotsk kvinde (en af dem, der kom forbi på en backpackrejse og aldrig kom herfra igen) og hendes børn. Vi taler om hendes liv her, vores jordomrejse, og hvordan vi nu skal til at vænne os til, at temperaturen har taget et gevaldigt dyk nedad. Og før vi får set os om, har hun hevet mig med ind i huset for at se på børnenes aflagte vintertøj, som hun var på vej til genbrug med. Vi har selv givet meget af ungernes tøj videre her på rejsen og elsker at se, at det kan vække glæde andre steder istedet for blot at smide det ud. Og Ella er fuldstændig henrykt, da hun får en vamset (meget lyseblå) trøje med et billede af en legomand i lommen (Jeg må se at få nogle lyserøde elastikker i håret på hende, da folk efterhånden tror, hun er en dreng). Jeg elsker næstekærlighed vi møder her på rejsen, og at børnene får oplevelsen med.

Ungerne leger, og vi sidder bare og ser op på bjergene, nyder solen og glædes over lykken, der smiler til os. Og så glæder vi os over, at vi ikke rejste hertil, da vi begyndte vores backpackeventyr for små 15 år siden. Dengang man var ufattelig ung og ingen forpligtelser eller tilknytning havde, da man var konge i universet og verden lå åben for ens fødder. Så var vi helt sikkert aldrig kommet hjem igen. Så ville vi være blevet nogen af dem, som bare lige bliver et år mere, og så et til, og et til, og før man får set sig om, er der gået 15 år, og man er en integreret del af en ny kultur. Som den søde skotte vi mødte. Følelsen bliver nok også forstærket af, at området vi sidder i med legepladsen ligner vores hjemme fra forstaden til forveksling (hvis vi lige tager den imponerende bjergkæde ud af baggrundsbilledet, den kan Århus ikke helt hamle op med). Et totalt nybyggerkvarter med barnevogne og børnecykler i indkørslen og den ene gravide kvinde efter den anden. Vi er totalt solgt til New Zealand efter bare få timer i landet, og jeg kan end ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvad landet skal gøre for at falde ned fra den pedestal, vi har placeret det på. Det bliver de mest fantastiske 5 uger, vi får her. Nu bliver kunsten at nyde det langsomt (og acceptere, at det kun er en lille del af det vi får set), så vi ikke bliver grebet af alle de smukke ting man kan se, alle de unikke områder man kan opleve og alle de skønne mennesker man kan møde.
Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog