Music is the strongest form of magic

Jeg er målløs (Australia you got me!) Målløs, sådan på en helt stum måde, hvor man slet ikke kan finde ord, der dækker. Der hvor man tager sig i at holde vejret, fordi det er så overvældende (på trods af, at man har to troldeunger, der forsøger at bryde fortryllelsen med deres snak). Vi har lige besøgt Capricorn Caves ved Rockhampton. Jeg er tæt på at placere det i top 5 for største oplevelser på hele rejsen lige ved siden af vores svømning med hvalhajerne (men ved ikke om det er lidt biased, da vi lige er kørt derfra, og følelsen stadig sidder i maven).

Det er en kæmpe limestone grotte med mange gange og passager. En nordmand fandt den for et par hundrede år siden (og narrede en landinspektør til at sælge det for en slik). Han sikrede gangene og åbnede grotten for offentligheden (for en gangs skyld fair prissat i en australsk kontekst). Man skal altid have guide med for ikke at fare vild (vores er super god og formår at gøre forhistoriske klipper spændende). Akustikken er så god i flere af hulrummene, at den slår Operahuset i Sidney, så de afholder operakoncerter hernede.

Rødder fra træerne snor sig ned i klipperne og langsomt men stædigt vokser de sig tykkere for til sidst at sprænge klipperne. En af rødderne har gravet sig 15m ned gennem jorden og herefter 25m ned gennem et hulrum for herefter at bore sig længere ned gennem gulvet. Et gulv hårdt som beton, men som er lavet af uendeligt mange års komprimering af flagermuse lort… Naturen er da en anelse fascinerende…

Det der ender med at gøre oplevelsen fuldstændig enestående er dog katedralen, som er lavet i et af hulrummene. Her står klippevæggene naturlige med mineralformationerne løbende ned. Her er ikke et eneste kors, altertavle eller andet at se, foruden naturens egen skønhed. Det eneste tilførte er lidt lys og bænkene. Folk valfarter hertil for at blive gift (hvor tacky, tænker jeg, inden vi går ind, men jeg æder langsomt hvert et ord igen). På vej ind til katedralen i grottens dybe indre, står stearinlys over alt, som de tænder under ceremonien. Bruden kommer så ind i rummet på en rød løber badet i stearinlysenes skær… no need to say more… Vi sætter os på bænkene, og lyset er så dæmpet, at kun klippesiderne er oplyste. Guiden tænder for musikken, og vi sidder helt alene, som i trance, da Amazing Grace fylder rummet. Alt står stille. Selv børnene sidder stille, og Gustav siger “wooow” ud i luften igen og igen. Alt lyset slukkes, så kun et rødt lys oplyser et lille hulrum i klipperne 25m oppe. Koret sætter i med næste vers, og tårene står op i øjnene på mig. Hårene rejser sig på armene. Hele min krop reagerer og drages mod det røde lys. Aldrig har Amazing Grace lydt så smukt, aldrig har en limestone grotte været så smuk.

Min første tanke er (efter jeg igen kan tænke nogenlunde klart), at her skal vi tilbage til, med alle vores bryllupsgæster og velsignes igen. Måske kommer tanken, fordi vi har bryllupsdag, eller fordi vi skal til et forårsbryllup på den Dominikanske Republik. Måske kommer tanken spontant til mig, simpelthen fordi følelsen og stemningen i rummet er så stor (en praktisk tanke forsøger ihærdigt at presse sig igennem og sige, at det liige er en del mennesker, der skal flyves down under, men tanken får slet ingen taletid lige nu). Hele min krop er fyldt op af den ubeskrivelige stemning, musikken skaber her i naturens indre. Fortryllelsen brydes, da Ella vil have lyset tændt og begynder at sno sig på bænken. Men den korte tid det varede, var magisk.

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog