If only I had known

Vi er på vej’n igen. Vi sku lige en tur på vej’n igen… Hvor er det fedt at være helt sin egen igen med flere tusinde kilometer foran os. Totalt høje kører vi afsted i vores nye sneglehus (som faktisk er en turbosnegl i forhold til vores eget sneglehus i Europa).

Inden vi henter vores bil fra Jucy (hentet totalt under cover med skæg og blå briller), har vi været rundt for at spørge ind til de forskellige udlejningsbiler ved nogle af de 1.763 (eller noget i den stil) forskellige salgskontorer i Cairns, der sælger udflugter og udlejer biler. Hvis man som rejsende gik rundt med et dollartegn klistret i panden i Asien, så står der mindst to i panden nu, når en sælger ser os. De er enormt aggressive og bruger samtlige beskidte triks fra Sælge-Helge-med-de-brede-fælge-salgsbogen. Måske vi ikke er målgruppen (er ca 10-15år ældre end resten af flokken her), men jeg gider altså ikke presses af en 20årig gut, der smart fortæller mig, at prisen på camperen er en her og nu pris, som jeg ikke kan få, hvis jeg ikke booker på stedet. For at komme frem til den pris, lader han som om, han ringer rundt til de forskellige selskaber for at få den bedste pris og spille dem ud mod hinanden (men en gang i mellem glemmer han at lægge på inden han ringer op igen…). Jeg bliver simpelthen så træt af sådan nogen sælgere…

Vi har booket os ind på et hostel for at møde en masse backpackere og få lidt tips og ideer til turen sydover. Men vi er tæt på at blive kvalt. Efter kun 4 døgn i Australien føles det som om, vi er proppet ned i en pakkerejse, hvor alle med lukkede øjne følger efter hinanden som lemminger. Og det eneste spørgsmål er, om de tager fra Cairns mod Sidney eller fra Sidney mod Cairns, for de stopper alle de samme steder. Og hvis de er helt vilde on the edge, så har de valgt at tage en smuttur forbi Perth eller ned mod den stooore røde sten i midten. Men så er det også tydeligt, at der er street credit fra de andre.

Så med frygt for at køre i convoy med alle de andre autocampere sydpå ad hovedvejen er vi kørt ind i landet. Vi har fundet et vulkan krater, som vi kører ind for at se (vi har jo ret gode erfaringer med vulkaner, så det må være et hit)

På parkeringspladsen tuller vi lidt rundt, får en snack og er ved at gøre os klar til at se krateret og et nabovandfald. Jeg har godt set, at der er en plade med info om en stor strudselignende fugl og billeder af, hvad man skal gøre, hvis den angriber, men inden jeg når at læse mere, er der en guidelignede mand (totalt adventures med Den Store Bog Om Fugle stukket ned bag i bukselinningen, kakifarvet dryfit hat og store vandrestøvler), der basker med armene og ivrigt fortæller at”the cassowary is here”. Vi hanker op i troldeungerne og styrter efter 4 andre, som også er klædt i kakifarvede jungletøj, uden at vide hvad det er, der er her, eller hvad en Cassowary er (men stemningen indikerer klart, at det er noget særligt vi skal se).

Og han har ret, ham i-ét-med-naturen-fyren. Inde i træerne ser vi den smukkeste (og skræmmende store) fugl stå i sin prægtige fjerdragt. Den naturkyndige kakifyr siger, at vi nok lige skal løfte eller holde børnene tæt på os, da den godt kan finde på at angribe og faktisk har cassowaries dræbt flere mennesker i Australien end krokodiller (øhh nyttig info Steve Irving. Ku du har sagt det, inden du entusiastisk råbte, at den var her?). Troldeungerne kommer under deres store protester op på skulderen, og vi bliver nogen af de heldige, der får en cassowary at se. Vi står sammen med en fotograf (en af dem, med linser så store, at enhver paparazzifotograf vil være grøn af misundelse), og da den strudselignende fugl begynder at bevæge sig mod os, fordufter vi klogeligt i modsætning til mesterfotografen. Vi møder ham igen på en anden parkeringsplads, hvor han fortæller, at fuglen var blevet truende og løb efter ham, så han til sidst måtte springe i dækning bag sin bil for at undgå dens kløer (så meget for at få et godt billede). Kløer er sylespidse og den overdimensionerede hanekam er hård som beton og kan ødelægge en bil. Alt sammen viden, der står på det fine skilt på parkeringspladsen, som vi bare ikke lige nåede at læse.

Men ellers kører det bogstaveligt talt for os, selvom vi ikke helt kan få den insisterende fyr med den heftige australske accent i vores TomTom til at køre den rigtige vej. Vi er kørt for langt flere gange, og han får os sågar den forkerte vej rundt i en rundkørsel?!? (Burde han ikke ha styr på det? for det er i hvert fald ikke en fejl40…). Og da en anden entusiatisk Jucybil møder os på landevejen og blinker en hilsen med lysene (totalt camperkutyme, vi er jo næsten i familie, når vi kører i samme bil), så vasker vi lige forruden som en hilsen tilbage… (hvem har nu flyttet langt-lys-stangen???). I Asien har vi selvfølgelig kørt i venstre side, som man jo skal og bør, men det er noget helt andet her i Australien. Her er der trafikregler, som folk faktisk forventer, at man følger (but why??). I Asien kører man bare lidt forsigtigt, rækker hånden ud for at få de andre til at bremse ned, og blinker fra hvis man har lyst. Det er jo let nok…

En anden struds, der prøver at se fornærmet ud, fordi man ikke kan blive løftet længere…

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog