Disappointments are usually a sign of too many expectations

Australien… Det store røde land down under. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige om det… Det har altså bare ikke fået ram på mig endnu. Det er sådan en lidt flad fornemmelse (ved ikke om man overhovedet kan tillade sig at sige det om et helt kontinent, man kun har set en fraktion af). Om det er fordi, det har regnet stort set alle dage (hvem sagde her var varmt og tørt???), eller fordi vi er proppet ind mellem segmenterne af unge førstegangs backpackere og de rejselystne europæiske pensionister, eller om det bare er fordi, vi efterhånden har oplevet så meget…? Jeg håber ikke på det sidste, for så bliver det da rimelig hårdt for vores sidste destinationer, hvis de skal have en chance for at imponere bare lidt (der er trods alt 5 måneder tilbage af rejsen).

Vi er kommet et godt stykke ned af kysten, men jeg har bare ikke købt ind på landet endnu. Vi har set noget fantastisk natur i Cairnsområdet, men det var så det. Jeg havde en (måske noget urealistisk og naiv) ide om, at hele strækningen ned mod Brisbane vil være ren kystkørsel, med havet på den ene side og et rødt ørkenlandskab på den anden (sådan lidt Route 1 i en støvet udgave). Kænguruerne ville springe over vejen i tide og utide, solen skinne dræbende fra en skyfri himmel, mens surferne jagtede bølger på den ene smukke strand efter den anden (ok, et lidt fortegnet billede, men noget i den stil).

Vi har hørt så uendelig meget godt om landet, inden vi tog afsted (og derfor har jeg også haft store forventninger til det), men jeg tror måske bare ikke, at vi helt har fundet vores plads hernede endnu. I 6 måneder har vi kørt vores egne veje, set steder som aldrig vil finde deres vej til en guidebog (fordi de er så små, at det er stemningen, der tæller), og fulgt de gode tips fra folk, vi har mødt på vejen. Vi har rejst off the beaten track, hvor man selv har lov til at forme eventyret. Det kan vi selvfølgelig også hernede, men jeg er måske bare skuffet over dem vi har mødt, og deres mangel på fantasi og interesse i at se nye steder og ikke kun de pre-definerede byer langs kysten (Hvornår blev vores rejse lige de andres ansvar??). Ok, jeg ser indad… (selvom jeg stadig er en lille smule skuffet over den manglende eventyrlyst).

Ansvaret er jo selvfølgelig helt vores eget (hvis man absolut skal se sort/hvidt på det). Fordi vi elsker at rejse uforudset og sætte destinationerne efter de folk vi møder og deres rejse, så kan vi jo ikke bare regne med, at sådan kan det altid være. Vi har overhovedet ikke sat os ind i, hvad der kunne være fedt at opleve hernede down under. Ikke googlet en disse. Og hvor dumt er det lige at regne med og satse på, at det har andre gjort??? Vi bookede os ind på hostel i Cairns, ene og alene af den grund, at vi håbede at møde nogle, der kom sydfra og havde set nogle fede steder. Men de havde alle været de samme steder…

Så at Australien efter den første uge skuffer… Det er jo egentlig så nemt, når jeg lige får det ned på skrift… jeg kan bare pege fingeren indad og sige, at det er selvforskyldt (er det noget med sin egen lykkes smed, eller noget i den retning). Måske det skal være nattens projekt… En date med Onkel Google. Jeg faldt nemlig i søvn under putningen, så er pænt frisk her på en nu tidlig tirsdag (hader at åbne øjnene og tro, man bare lige har blinket, og så blive afsløret af totalt grus i kontaktlinserne). Australien, du får en chance til…(men stop lige regnvejret ik’?).

 

Følg vores rejse på Instagram og Facebook The_Getaway_Blog