If only I had known

Disappointments are usually a sign of too many expectations

Australien… Det store røde land down under. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige om det… Det har altså bare ikke fået ram på mig endnu. Det er sådan en lidt flad fornemmelse (ved ikke om man overhovedet kan tillade sig at sige det om et helt kontinent, man kun har set en fraktion af). Om det er fordi, det har regnet stort set alle dage (hvem sagde her var varmt og tørt???), eller fordi vi er proppet ind mellem segmenterne af unge førstegangs backpackere og de rejselystne europæiske pensionister, eller om det bare er fordi, vi efterhånden har oplevet så meget…? Jeg håber ikke på det sidste, for så bliver det da rimelig hårdt for vores sidste destinationer, hvis de skal have en chance for at imponere bare lidt (der er trods alt 5 måneder tilbage af rejsen).

image

Vi er kommet et godt stykke ned af kysten, men jeg har bare ikke købt ind på landet endnu. Vi har set noget fantastisk natur i Cairnsområdet, men det var så det. Jeg havde en (måske noget urealistisk og naiv) ide om, at hele strækningen ned mod Brisbane vil være ren kystkørsel, med havet på den ene side og et rødt ørkenlandskab på den anden (sådan lidt Route 1 i en støvet udgave). Kænguruerne ville springe over vejen i tide og utide, solen skinne dræbende fra en skyfri himmel, mens surferne jagtede bølger på den ene smukke strand efter den anden (ok, et lidt fortegnet billede, men noget i den stil).

Vi har hørt så uendelig meget godt om landet, inden vi tog afsted (og derfor har jeg også haft store forventninger til det), men jeg tror måske bare ikke, at vi helt har fundet vores plads hernede endnu. I 6 måneder har vi kørt vores egne veje, set steder som aldrig vil finde deres vej til en guidebog (fordi de er så små, at det er stemningen, der tæller), og fulgt de gode tips fra folk, vi har mødt på vejen. Vi har rejst off the beaten track, hvor man selv har lov til at forme eventyret. Det kan vi selvfølgelig også hernede, men jeg er måske bare skuffet over dem vi har mødt, og deres mangel på fantasi og interesse i at se nye steder og ikke kun de pre-definerede byer langs kysten (Hvornår blev vores rejse lige de andres ansvar??). Ok, jeg ser indad… (selvom jeg stadig er en lille smule skuffet over den manglende eventyrlyst).

Ansvaret er jo selvfølgelig helt vores eget (hvis man absolut skal se sort/hvidt på det). Fordi vi elsker at rejse uforudset og sætte destinationerne efter de folk vi møder og deres rejse, så kan vi jo ikke bare regne med, at sådan kan det altid være. Vi har overhovedet ikke sat os ind i, hvad der kunne være fedt at opleve hernede down under. Ikke googlet en disse. Og hvor dumt er det lige at regne med og satse på, at det har andre gjort??? Vi bookede os ind på hostel i Cairns, ene og alene af den grund, at vi håbede at møde nogle, der kom sydfra og havde set nogle fede steder. Men de havde alle været de samme steder…

image

Så at Australien efter den første uge skuffer… Det er jo egentlig så nemt, når jeg lige får det ned på skrift… jeg kan bare pege fingeren indad og sige, at det er selvforskyldt (er det noget med sin egen lykkes smed, eller noget i den retning). Måske det skal være nattens projekt… En date med Onkel Google. Jeg faldt nemlig i søvn under putningen, så er pænt frisk her på en nu tidlig tirsdag (hader at åbne øjnene og tro, man bare lige har blinket, og så blive afsløret af totalt grus i kontaktlinserne). Australien, du får en chance til…(men stop lige regnvejret ik’?).

 

Følg vores rejse på Instagram og Facebook The_Getaway_Blog

8

  • Ej, hvor er det ærgerligt at I har fået en lidt skuffende start på Australien! Det er et dejligt land. Jeg kan dog ikke komme med så mange tips til østkysten, da jeg stort set ikke har været der. Jeg kørte selv ind gennem midten med min familie i en campervan, så det var rimelig off beaten track ift De fleste turister. I Sydney kan jeg dog anbefale, at I tager til Watson’s Bay frem for manly! Det er meget smukkere, udsigterne er bedre og der er færre turister 🙂 jeg har dog hørt godt om Tin Can Bay på østkysten, hvor man kan håndfodre vilde delfiner og en national park der skulle hedde Pilliga skulle være vild smukt og ikke særlig besøgt ellers så kør bare ind i landet, så skal I nok komme off beaten track. Jeg håber, at I finder det I søger og bliver glad for smukke Australien 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laila

      Hej Tine
      Tak for din besked og dine tips. Delfiner er et kæmpe ønske hos troldeungerne, så det kunne være et hit. Vi har også fundet en kæmpe kortbog, så vi kan køre væk fra GPSens retninger og se noget andet af det store røde land.
      Kh Laila

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan kun sige én ting;-) Skrub over på Vestkysten. Eller til Tasmanien. Helt anderledes landskab end du ser mod øst. Og stadig, i WA, fantastisk smukke og lækre strande, fantastiske skove…
    Men øst er nu også dejligt, og jeg tror måske godt din skuffelse ku bunde i vejret. Hvem hulen gider rejse nogen steder hen og så kun ha regn? Om det så er Køge, Cairns eller Caribien!
    Håber regnen stopper – og at Australien (som jeg ELSKER) – åbner sig for jer også! God tur:-)
    Hilsen Anne Kirstine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laila

      Hej Anne Kirstine.
      Så kom din kommentar igennem, tak for den på Facebook også
      Solen er heldigvis fremme igen, så Australien sætter hårdt ind på at vinde os
      Kh Laila

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    Tag til frasier Island, og smut forbi Byron Bay…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laila

      tak for tippet Sine. Vi er smuttet forbi Fraser, men måske Byron Bay…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Først vil jeg sige at det er da en kanon side i har 🙂 Ellers er det da ærgerligt at Australien indtil videre har skuffet jer. Det er da et helt fantastisk land med skønne mennesker og natur. Vi har nu ikke været der, hvor i indtil videre har været, men tog til Melbourne, kørte rundt i det område og turen Great Ocean Road, Phillips Island og sluttede i Sydney. Hvis der havde været børn med på vores tur havde de været vilde med vores oplevelser. Vågne i en national park fyldt med kænguruer, se dyreparker hvor du kunne røre ved dyrene og det mest vilde koalaerne og alle pingvinerne på Philips Island. Langs Great Ocean road kunne ud over den smukke tur tages en afstikker så vi kunne gå i trætoppene. Nå bare nogle af oplevelserne for Australiens dyreliv imponerede os vildt. Jeg håber at i finder den side af Australien fem som vi elsker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laila

      Skulle vi gøre noget om, så var det nok at tage den rute, som du beskriver her. Det havde været meget mere os, end østkysten. Men jeg vil sige, at vi er blevet mere glade for Australien med tiden:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

If only I had known