There is beauty in simplicity

Vi kører ren naturstil for tiden og hopper fra den ene vulkan til den anden. Det bliver man altså ikke træt af. Men jeg bliver virkelig træt af steder, hvor rejsende normalt kun overnatter en enkelt nat. Stemningen er den samme på vulkanen Bromo og her ved Kelimutu Nationalpark, og hele området bærer præg af det. Servicen er dårlig, attituden er overlegen og priserne himmelråbende. Vi er i udkanten af det hele, så det er kun rejsende med et stramt program, der kommer forbi. Når de har set solopgangen og taget deres hike til toppen, så er de afsted på nye eventyr. Så de lokale ser ikke rigtig noget incitament til at oppe sig, når alle folk alligevel forlader området næste dag – god service eller ej.

Men det skal ikke ødelægge humøret, og vi finder et homestay lidt afsides i Moni, så troldeungerne kan få lov at gå nogenlunde i fred. Det er så ærgerligt, at vi er nødt til at gøre det, for de er den nemmeste adgang til involvering med de lokale. Deres smil (lysehår og grisefarvede hud) åbner en masse døre, men det er så hårdt for dem, at vi modstår fristelsen og fortrækker os. Vi har efterhånden udviklet en evne, som kunne være en bodyguard værdig, hvor vi lader dem gå selv, men afskærmer dem som et andet sæt rockstjerner. Men ofte er der alligevel en, der formår at slippe igennem og sætte et hårdt niv fast i kinden på en af dem (måske derfor ingen af os alligvel er blevet bodyguard). Det er så synd for dem, selvfølgelig fordi nivet gør ondt, men også fordi de bliver utrolig bange for asiaterne, og gemmer sig bag os, når vi taler med nogen (svært at acceptere for et par ekstroverte backpackforældre, der helt vildt gerne vil interagere med de lokale).

Der er kun 13km op til nationalparken fra vores homestay, og derfra går vi op til vulkansøerne. Hele øen Flores er delt af en stor bjergkæde med vulkaner, og her er 3 udtørrede ved Kelimutu bjerget. Jeg har egentlig aldrig været særlig betaget af vulkaner, men der er et eller andet over dem. Et eller andet helt vildt fascinerende. Om det er deres enkelthed, deres enorme størrelse eller det faktum, at de har rødder helt ned i jordens indre, det ved jeg faktisk ikke. Men det fantastiske ved de 3 her i Kelimutu er, at de er blevet til søer, med hver deres farve vand. De skifter farve alt uden at nogen rigtig ved hvorfor, og da vi besøger dem er to af dem mørkegrønne, mens den sidste er nærmest helt tyrkis. Mineralerne har givet dem deres farve, og det ser helt vildt ud, at farverne er forskellige ved de to søer, der ligger lige ved siden af hinanden.

Som et hvert andet sted, står solen jo også op her (og har man sans for at tjene penge, så laver man selvfølgelig en tur ud af det). John hopper med på solopgangsturen kl. 04.00, men denne gang bliver jeg og troldeungerne under dynen. Der må være grænser for, hvor meget man kan presse to små trolde (og ikke mindst deres mor).

Følg vores rejse på Instagram og Facebook The_Getaway_blog