No parent can child-proof the world. A Parent’s job is to world-proof the child

Riung er fin by (af en by bestående af et T-kryds og en masse smukke øer at være), men efter 3 nætter er vi klar til at komme videre. Ella får stadig en masse ekstra krammere og kys i ren taknemmelighed over, at vi kan. Men hun værdsætter det ikke helt så meget som os??? Hun har (heldigvis fristes man til at sige) allerede glemt alt om den grimme oplevelse, men når vi spørger, hvorfor hun altid skal huske badevingerne i vandet, svarer hun som en anden båndoptager “fordi ellers kan man drukne” (selvom hun nok realistisk set ikke har en anelse om, hvad det egentlig vil sige).

Den mand, som hjalp os med et fly i Surabaya, da alt var aflyst, har været så sød at sende sin chauffør op efter os og køre os hjem til ham. Turen fra Riung til Aimere er en smuttur tværs over bjergkæden på bare 8 timer (når man liiige skal stoppe for at tisse, tage billeder og besøge et par varme kilder).

Vi ankommer sent om aftenen og det første der sker, er at moren og bedstemoren bryder ud i det velkendte hvin, da de ser vores to grisefarvede og nu-ikke-længere-sovende troldeunger. Vi prøver at afskærme dem og få dem i seng hurtigst muligt, men Gustav græder og syntes overhovedet ikke det er sjovt. Ikke lige den bedste start på vores besøg, og man når at tænke “arhhh… er det nu alligevel en god ide med 2 overnatninger her…”. Men allerede næste dag er der andre boller på suppen (måske fordi John meget eksplicit har fortalt, at ungerne altså ikke kan lide at blive nivet). Og da en ATV hives frem af skuret, så er alle forbehold glemt, og Gustav foreslår sågar, at de kan køre to på den (så får man jo også dobbelt så mange ture…). Han er fyr og flamme, og snart er alle unger de bedste venner.

Har du fulgt med på bloggen her fra Asien, så tænker du måske, om ikke det her niveri i kinderne får uforholdmæssigt meget plads og fylder liiige rigeligt meget… Og jo, når jeg læser tilbage, så fylder det rigtig meget. Men det gør det, fordi indlæggene er en afspejlig af, hvad vi oplever, og hvad der fylder hos os lige nu, og her i Asien har det bare været SÅ stort et problem for os (eller udfordring som et hedder på nydansk). Børnene har været virkelig kede af det, og ikke haft lyst til at tage nogen steder hen, hvis der var asiatere. Og da vores lille firkløver jo naturligt nok er ret afhængig af hinanden (vi hænger ligesom ret meget ud sammen i hinandens selskab), så fylder det meget, når halvdelen af gruppen ikke har det godt og ligefrem er bange for dem, vi møder (og så strider det helt vildt mod de ekstroverte backpackerforældre, der bare gerne vil ud og møde de mennesker, vi låner landet af). Men som backpackforældre har vi lidt en todelt rolle (eller faktisk femdelt; som turguide, konfliktmægler, kantinedame, underviser og legekammerat). Vi skal beskytte de små hoveder, selvfølgelig skal vi det, men samtidig så bliver vi også nødt til at skubbe til deres grænser, lære dem om kultur og vise dem, hvordan folk gør i andre dele af verden. Det er jo ikke altid eller faktisk sjældent, vi gør det på den eneste og rigtigste måde hjemme i andedammen. Vi har slæbt dem med ud i verden og så må vi også tage opgaven på os og vise dem den rette vej.

Men når det så er sagt, så lader jeg det lige få det allersidste spalteplads (det kan jeg godt sige, for vi rammer Australien om en god uges tid, og der vil ingen løfte et øjebryn af dem), for jeg blir så glad over udviklingen hos mine to små trolde. Fra at barrikadere legetårnene i Europa for de andre børn og skule ondt til dem, hvis de nærmere sig eller til at slå ud efter folk, vi går forbi, fordi de ikke kan holde fingrene for sig selv, er vi nu kommet så langt, at der kun skal gå en times tid før de tøer op. Og så henvender de kære troldeunger sig selv til de andre børn for at lege, og øver deres engelsk ved (cirka 17 gange) at spørge, hvad forældrene hedder, hvor gamle de er og så lige igen, hvad de hedder. Så blir man helt glad i hjertet på den der mor-agtige måde, og tænker, at så skal det hele nok gå alligevel.

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog