Each day of our lives we make deposits in the memory banks of our children

Life is all about how you handle plan B

Mens jeg forsøger at sortere i vores 300 billeder til et indlæg om Bromo, så får i lige en opdatering på vores flysituation. Efter et par relativt hektiske dage (hvis man kan sige det om livet i bjergene), hvor vi kun har sovet 2 nætter hvert sted, skulle vi endelig til Flores for at slappe af, snorkle og køre scooter (sådan cirka vores yndlings beskæftigelse for tiden). Vi har pakket sammen på vores homestay i Surabaya (her har vi sovet en enkelt nat, efter Bromo for at nå vores fly) og er tidligt på vej til lufthavnen. Men det er som om, at flyet til Maumere bare ikke skal være vores fly…

image

Det hele starter faktisk med det, som nogen måske ville kalde en fejlbooking (men det gør vi ik…). Vi kalder det en mulighed for at se et område af en ø, som man ikke lige falder over (heller ikke hvis man snubler kraftigt). Vi har nemlig set en anelse forkert på kortet, eller også har vi ikke fået det blæst nok op i størrelsen. Det så nemlig ud til, at Maumere ligger lige under Riung, som vi rigtig gerne vil til. Men, men, men. Det kan jeg så fortælle, at det ikke gør. Det ligger nærmere 12 timers kørsel mod øst, i den forkerte retning (note to self… næste gang, så tjek lige skriftstørrelsen på kortet). På et lille kort, med stor skrift, fylder bynavnet nemlig heeelt over til Riung, og så ser det jo ud til, at byerne ligger lige over hinanden. Det er da klart for enhver!?! Men vi vælger at tage det som en oplevelse (måske også lidt fordi vi ellers mister de 2.500kr billetterne har kostet).

På vej til lufthavnen sker der et eller andet med mig. Jeg er normalt ikke bange for at flyve, men pludselig er jeg totalt angst for, at vores no-name fly skal styrte ned og overvejer i bilen, om det vil skabe panik på hjemmefronten, hvis jeg begynder at sende “jeg-elsker-jer-allesammen-ha-et-godt-liv-beskeder” hjem til familie og venner. Jeg samler mig sammen (med troldeungerne inden for rækkevidde, er det ligesom ikke en option at begynde at flæbe) og vi får tjekket ind. Klar til boarding går vi gennem security. Min taske bliver selvfølgelig taget ud til gennemgang, fordi der øjensynligt er en knivlignende ting i den. Selvfølgelig er der ikke det, siger jeg lettere overlegent og begynder at pakke ud. Indtil jeg ser vores foldekniv i toilettasken! F*** når jeg lige at tænke “er den mon overhovedet lovlig??”. Manden vender og drejer den, for at se om det nu også er en kniv (come on Sherlock, det er ikke så svært at se). Jeg står med mit mest uskyldige og naive smil (det der sidste gang fik mig igennem security med 12 flasker solcreme i håndbagagen. Gik du glip af den oplevelse, kan du læse om det her). Nu tager han vores boarding pas og går med kniven. Jeg følger velvilligt med og håber bare på, at den ikke er ulovlig at have, mens jeg prøver at komme i tanke om, hvordan det nu er med Danske regler og håndværkernes hobbyknive (selvom vores til sammenligning nærmere er en dolk). Men mod alle odds får vi lov at få den med??? Den bliver puttet i en pose, som securityfolkene får, og så kan vi afhente den i lufthavnen, når vi kommer frem. Se det er da en service, der er til at forstå, og jeg takker ydmygt, mens jeg bakker ud og skynder mig væk, inden de fortryder.

image

Det er et ret lokalt fly, vi skal med, så det betyder også, at vi er de eneste grisefarvede i boardingområdet, og ungerne er som rockstjerner. Jeg har ikke tal på, hvor mange billeder der er taget af dem, men tog vi en dollar pr. stk. ville børneopsparingen være reddet. Det er lidt overvældende i længden, så vi forskanser os i et hjørne og venter på boarding. Men nu er vores fly forsinket. Først 10 minutter, så 1 time og pludselig er det helt forsvundet fra skærmen. Der er gang i de store diskussioner foran disken og meget sure ansigter. Vi forstår ikke en meter, da alt foregår på indonesisk. Men det er rimeligt internationalt at forstå, at en af mændene er virkelig ophidset og slår i bordet, mens han skælder ud på alle omkring sig. Det viser sig så, at han er kongresmand med magt på Flores, så han truer med at få selskabets licens fjernet fra hele Flores. Den trussel er til at forstå, så det giver skub i tingene, og manden og hans følge er pludselig væk. Mens jeg holder styr på troldeungerne (som er underholdt af Ipads) prøver John at følge med i tingene. En indonesisk fyr hjælper med oversættelse og  troldeungerne og jeg bliver placeret i en lounge, mens ham og John har held med at få os ombooket. Lidt en genistreg, da vi kun er 8, der får nye billetter (og så selvfølgelig vores kongresmand, men han er lidt uden for kategori). Der er nemlig store problemer i luftrummet pga. de mange brænde, der hærger i Indonesien for tiden (de afbrænder deres marker for at kunne så nyt, men kan ikke helt styre ilden, så der er kæmpe skovbrænde, der forurener luftrummet og holder flyene på jorden). Så i 4 dage har de sendt folk på hoteller, fordi flyene er strandet på den forkerte side af brændene. Det lykkes os at få et andet fly her til aften (fra et meget bedre flyselskab. Thank God) via Kupang tæt på Øst Timor, her har vi så en nat, inden turen går videre til Ende i morgen. En anden destination end oprindeligt, man da vores booking til Maumere jo bar mere eller mindre uheldig, så gør det os bestemt ikke noget. Så efter en hel dag i lufthavnen (med uanede mængder tegnefilm) lykkes det os at slippe helskindet fra Surabaya og forhåbentlig i morgen til en by, meget tættere på Riung. Så der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget… som man siger i Jylland.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Each day of our lives we make deposits in the memory banks of our children