I knew one day my chaos-skills would come in handy

På trods af alle mulig og umulige situationer vi efterhånden har stået i, så har vi 7-9-13 ikke fået stjålet noget eller været udsat for noget slemt. Hverken da vi tomlede rundt på Korsika og blev samlet op af en yderst venlig mand fra Corsica Nazione, der henslængt fortæller os, at vi nok lige skal holde os fra stranden til aften, da de bomber en ministers sommerhus. Eller da vi sidder i en tætpakket muslimsk bus tæt ved Tibets grænse lige efter Muhammedtegningerne, og de opdager vi er danskere. Der skete os heller ikke noget, da vi på en gammel Minsk motorcykel kører fra tre mænd op af et øde bjerg i Vietnam, efter at de har løsnet slangen til benzintilførslen, da de hjælpsomt vil hælde benzin på for os. Eller som i dag, hvor vi ender i kløerne på en korrupt og bevæbnet bande på Filippinerne. 

Men det er ikke kun held, der har hjulpet os på vej (vælger jeg helt sikkert at tro på), vi tager os vores forholdsregler, når vi rejser (og især nu, hvor vi har fået troldeungerne med i bagagen). Det bliver man nok nødt til, hvis man vil se lidt af verdens udkant – off the beaten track.

I dag steg vi af færgen fra Camodes og blev straks mødt af en større flok, der alle ville tilbyde taxa. John fandt en mand, der tilbød taxa til lufthavnen, til noget der lignede en fair pris. Og her kommer vores rejseregel nummer et; altid forhandle pris inden man sidder i bilen. Commen sense, når man rejser uanset om det er backpack eller charter. Meget hjælpsomme vil mændene løfte bagagen for os, men vi slæber altid selv. Regel nummer to; altid selv holde styr på bagagen. Og den regel viser sig at være meget nyttig…

Vi har altid en klar rollefordeling, når vi er i områder med kaos og mange mennesker. Det er der ofte, når vi kommer af en færge, fly eller et tog, og folk står klar med alt muligt, de vil tilbyde og flokkes omkring os. John har 3 tasker og finder transporten, jeg har det sidste bagage og børnene. Og her kommer vores nu 5 års småbørnserfaring os endelig til gode. Folk med små børn udvikler en særlig evne til at kunne holde en fuldstændig fornuftig og koncentreret samtale kørende selv om verden står i ét omkring dem, lydniveauet kan sammenlignes med en AC/DC koncert og folk nærmest står oven i hinanden. Og denne evne mestrer vi til perfektion (ved ikke helt om det så siger mere om vores kaosniveau derhjemme…?).

Men det leder mig til vores regel nummer tre, altid holde fokus. Fokus, fokus, fokus! Og uanset hvad menneskene omkring os har gang i, så ignorere dem og holde fokus på, hvad vi skal. Derfor lykkes det os også at komme ind i vores taxa med alle tasker og børn, selvom de 6 mænd gør deres for at tale til os, røre børnene og løbe frem og tilbage i regnvejret (hvorfor skal det altid regne, når tingene spidser til?? Det er jo som en dårlig B-film, hvor helten kæmper i monsunregn). Her kommer regel nummer fire. Altid være den sidste der ser taskerne inden bagagerummet lukkes, så man sikrer sig, at alt er kommet ind og intet fjernes.

Da vi alle sidder i taxaen sidder vores chauffør en anelse rystet og bander. Han er en ældre herre, der har kørt taxa siden 1965. En mand der efterhånden har set og oplevet alt, men det er tydeligt, at han er chokkeret. Med døre og vinduer lukket fortæller han os, at mændene ved parkeringspladsn er en del af en bande, der regerer i området. De får fat på folk ved færgen, aftaler en pris og afpresser så taxachaufføren efterfølgende. Vi havde fået den rigtige pris 600p for turen til lufthavnen, og af dem ville banden have 200p af chaufføren, mens vi læsser bagage i bilen og sætter os ind. Han nægter, da turen koster 300p blot for benzinen. De står nu 6 mand omkring os og taxaen, og vi mærker godt den intense stemning. Hvad vi ikke ser er, at den ene løfter op i trøjen, viser skaffet på sin pistol og fortæller chaufføren, at han hellere må betale. De får deres 200p, og vi får en chokkeret chauffør.

Vi var uvidende kommet i kløerne på en bande, der kontrollerer området og foruden at presse folk også er kendt for at stjæle bagagen fra dem, de tilbyder at hjælpe. De løber så snart de har bagagen, og de resterende mænd holder folk tilbage.
Bum. Så sidder man der i taxaen og synker lige en ekstra gang. Kigger sig omkring og priser sig lykkelig for, at alle er ok, og at troldeungerne ganske uvidende og upåvirkede beder om at se tegnefilm på resten af turen.

Følg vores rejse på Instagram og Facebook The_Getaway_Blog