Some people are so poor, all they have is money

Når folkene foran sig i check-in køen er en blanding mellem hard core surfere, en række wannabees og en gruppe, hvis t-shirts og tanktoppe alle har regnbuefarver og taglines som “Gay forever”, så er man ikke helt klar over, hvad der kan forventes af den ø vi flyver til ( og som vi i bund og grund ikke ved noget om).

Vi var dog nær aldrig kommet til check-in køen, fordi vi liiige skulle nå at bytte et par neopren-svømme-sko til en anden størrelse (og nej, det var ikke mine). Det er ikke sådan lige til i et shoppingcenter, hvor en medarbejder kun har beføjelse til én ting f.eks. at finde nye størrelser, bytte eller tage imod penge, og hvis forespørgslen går ud over det, så må der en overordnet til. Det tog ca 40min inden skoene havde været igennem 3 sæt hænder, og så var vi bagud på tid. Men da vi først havde fået sat gang i kæden af ekspedienter, der løb rundt mens vi blev bænket, så kunne vi ikke rigtig få den stoppet igen. Vi havde ikke kunne lave vores check-in online, så i teorien skulle vi være i lufthavnen 2 timer før. Det var der ingen chance for at nå, og selvfølgelig rammes vi også af vejarbejde på vej til lufthavnen. Så mens man sidder der i taxaen og intet kan gøre andet end at kigge dumt på uret (og øver sig i at sige skidt pyt), så kan man begynde at regne på, hvad det ville koste at misse flyet med nye billetter, en ekstra nat på hotel og den forudbetalte nat på Siargao. Alt sammen for at par sko til sølle 15kr (men nu går jeg altså ikke ind for køb og smid ud, så selvfølgelig skulle de byttes til et par andre, når nu knægten ikke kunne passe dem). Havde Tigerair-damen ikke været så venlig og få os ombord på flyet, så havde jeg nok ændret holdning og hellere ville have stillet skoene til rengøringsdamen på hotellet.

Siargao har verdens 8. bedste surferbølge (har ingen anelse om, hvordan man vurderer sådan noget), men det betød, at vi havde ret høje forventninger til området omkring “Cloud 9”, som bølgen hedder. For det første kunne vi slet ikke finde stedet på scooter. Vi finder endelig en lille grusvej og kommer ned til vandet. Her mødes vi af en lang træbro med et stort treetagers halvtag (det er faktist det, der beskriver det bedst. Et hus uden vægge, men kun etageadskillelser og et gelænder hele vejen rundt. En tilskuertribune). Vi havde forventet den lækreste strand med en hel masse boder og restaurenter (som man ser alle andre steder i Asien, hvor der er potentiale for indtægt). Men istedet er der klipper og koraller og ikke noget, der overhovedet ligner boder. Og da vi kigger længere ud mod havet ser vi omkring 50-60 surfere liggende i vandet og vente på tur på deres bølge. Bølger der er set langt større på en ganske almindelig efterårsstormende dag ved Vesterhavet. Vi kunne simpelthen ikke lade være med at grine (mens nogle af de tilrejste surfere stod og surmulede. For NU skulle de på Cloud 9 og så er der ingen bølger!!). Det viser sig så, at når sol, måne og stjerner (tidevandet og et lavtryk ude over havet) er rigtigt, SÅ kommer de store bølger. Heldigvis skulle vi kun vente et par dage på at se de dygtige surfere i action.

En af de ting som er svært at kende, når man rejser er prisniveauet, når man kommer til et nyt land. Hvordan omregner man lige til danske kroner (eller til valutaen i sidste land, som man lige har lært at regne med?). I Singapore troede jeg legelandet kostede 7 singdollar for Ella istedet for 27 (135kr for et lille klatretårn?!?), og her på øen var John parat til at give 90 pesos for 5 boller, som kun kostede 19 (1,50kr for 5 stk?!?). “Sorry I don’t have change” sagde damen, da John gav hende en 100 seddel og forventede at få 10 igen. Der går lige et øjeblik, før han fanger, at det var 19 pesos, hun sagde. Tid nok til, at hun også opfanger misforståelsen, til stor morskab i den lille bagerbix. Bageren ligger i øvrigt lige ved byens mest besøgte restaurent (aka et halvtag, 20 plastikstole og et par borde foran en stor olietønde, der fungerer som grill). Her er ikke noget menukort, men ejeren spørger, om man skal have noget at spise efterfulgt af “you want chicken, pork or fish?”. Hertil ris. Bum. Hvorfor skal det være så svært, når det kan være så ligetil.

Siargao er en af de mest “autentiske” og naturlige øer, vi har besøgt. Måske kan det sammenlignes med Cambodia for 10 år siden, inden områderne blev sorte af resorts og restaurenter. Her bor der langt flere lokale og man lever iblandt dem. Naturligt men også virkelig fattigt. Her kommer lidt surfere, som holder sig til et enkelt område af øen, og ellers er resten uspoleret, smukt og simpelt filippinsk øliv. Grise i snor om et træ. Hytter af flettede palmeblade. Små både af bambus. Barfodede børn, der leger ved vejen. Et sted kører en radio på højeste trin og en flok børn og voksne danser rundt i forhaven (aka jorden foran palmebladshuset, hvor også grise, høns og geder spiser, skider og sover). Det er så livsbekræftende! Uanset hvor vi går eller kører, bliver vi mødt med viftende arme, store smil og et højt “Halloooo”. Det er helt vildt at opleve. Det er så simpelt og så ligetil, selvom de knap nok har salt til et æg.

 

Følg vores rejse på Instagram og Facebook the_getaway_blog.