Everyone smiles in the same language

Vi er tilbage i vores rette element. En ø med lækker strand, lille, men stor nok til, at man kan køre rundt på scooter og se lidt af hvert. Vi har brug for at komme rundt og opleve stedet, så ren strandliv går vi lidt død i (hvem havde troet det). Og vi kommer altså bedst rundt på en scooter, the local way, med alle 4 siddende på rad og række. Alle børnene vi kører forbi råber Hallooo, når de ser Gustav stå foran. Når vi så kommer op på siden af dem, og de opdager Ella, går de helt i selvsving og hviner ustyrligt højt (er der store piger i blandt tager det helt overhånd). Ellas lyse hud og hår har altid været et tilløbsstykke i Asien, men det er som om det kammer helt over her på Siargao. Hun stopper fuldstændig al aktivitet, når vi går forbi. Selvom en del surfere er ved at have fundet øen, så tror jeg ikke, der er mange, som kommer forbi med børn. Ekspedienterne i den lille kiosk bliver også helt rundtosset, når vi kommer forbi, og kan slet ikke finde ud af, hvem der skal ekspedere, og hvem der skal løbe efter Ella.

Omend udviklingen på Siargao lader vente på sig, så er naboøen Daku virkelig langt bagefter. Så hvis du leder efter en ø, der knap nok er rørt af turismens hånd (eller nogen anden uden for Filippinerne for den sags skyld), så skal du virkelig besøge Daku. Det vil sige, Når du alligevel har ulejligedet dig med at lægge vejen forbi Siargao, så snyd ikke dig selv for den lille sejltur over vandet. Der er ingen resorts, homestays eller elektrisitet, men de sødeste og rareste mennesker. Vi kom forbi, da vi var på en øtur til 3 af de nærvedliggende øer (der er over 7.000 øer på Filippinerne!?!). Vi startede ud på Naked Island, som virklelig er nøgen. Her er intet andet end de to opstillede bænke under en pavilion. Men Gustav opdagede, at når der ingen boede på sådan en ø, så var der jo heller ingen til at opsamle de mange muslinger, så vi har en spandfuld med derfra også (vi er ved at slæbe rundt på virkelig mange muslinger).

Inden vi tog afsted på ø-hop-turen var vi forbi markedet og købe fisk til frokosten. Den blev tilberedt til os af damerne på naboøen Daku. De Havde også konkylier med krapper inden i, som de grillede. Så hev man den kogte krappe ud og spiste (lidt morbidt at se dem koge i deres eget hus). Men det var helt fantastisk at sidde på stranden og spise grillet fisk. Og en anden fantastisk ting er, at de alle på Daku deler indtægterne. Det syntes jeg egentlig er ret fantastisk for sådan et lille samfund.
Ungerne og jeg besøgte også en skole på Daku. Tror seriøst ikke de kongelige kunne have lavet et større tilløbsstykke (ok, måske lidt større, Men det er marginalt). Vi gik forbi ude på stien og ville egentlig ikke forstyrre, men da vi blev “opdaget” stoppede al deres leg, og de stod bare og stirrede på os. Da først den ene havde taget tilløb til at nærme sig og sige hej, kom de andre styrtende og pludselig var vi omringet af de skønneste små børn (det var en anelse overvældende for Gustav og Ella, så de følte sig mere trygge oppe på muren end nede i mængden). Vi blev inviteret indenfor i klasselokalet og kunne vise på en globus, hvor Danmark ligger. Det hyggeligste klasselokale og en overskrift, som alle danske skoler også burde skrive på facaden “This is a child friendly school”. Ella fandt senere en lille baby, som hun ville kigge nærmere på. Payback time (han var Totalt bange for den der hvide pige).

Gustav spurgte i dag, hvorfor vi ingen gamle mennesker har i Danmark. Jeg havde egentlig ikke tænkt videre over det, men han har jo ret i betragtningerne bag sit spørgsmål. For hjemme i Danmark ser man jo ikke på samme måde de ældre som en integreret del af gadebilledet, når de oftest er på plejehjem. De tuller ikke rundt i gaderne indtil, kroppen siger fra og deres dage er talte. Gustav ser selvfølgelig sine 3 sprællevende oldemødre, men han tænkte på de virkelig gamle som en hel gruppe. Herude møder vi hele familien på gaden fra den lille nyfødte på armen og tumlingerne, der leger i vejkanten over mændene på ladet af en lastbil til de meget gamle, som trisser rundt på markedet.
Her ser vi dem jo overalt i alle aldre som en del af familiebilledet, hvor generationer bor sammen, og hvor de ældre passes i hjemmet. Det er en smuk gestus til sine rødder, og jeg ville ønske samfundet i Danmark var skruet anderledes sammen, så det blev muligt at være hjemme med dem, der behøver os; de helt små og de helt gamle.