Travel like the locals

Vi er nu så integreret i vores backpackerverden, at vi kan sidde 4 på en scooter uden problemer. Gustav syntes faktisk, at det havde været den bedste tur nogensinde (måske mest fordi far var chauffør??) og Ella toppede den med at sige, at det var en maga mega giga dejlig tur. Jeg er så hende, der klamrer mig til sædet og prøver at modvirke at scooteren vælter bagover på de stejle veje (mangler så meget en selfie-stang som ALLE thaiere har med sig).

Tidsbegrebet er en underlig størrelse. I vores vestlige verden er tiden det mest dyrebare og alt optimeres, så der ikke går mange minutter til spilde. Alle har styr på klokken og hvad det næste er, som man skal nå. Sådan er det ikke, og kan det ikke være, når man rejser jorden rundt. Her får tidsbegrebet en hel anden betydning. Både fordi vi er styret af vores behov, og eksempelvis spiser når vi er sultne og ikke fordi klokken siger det, men også fordi vi møder så forskellige fortolkninger af tiden i de kulturer vi oplever. Vi blev mødt af det i sydeuropa, hvor ALT lukkede ned i middagsstunden, og man intet kunne købe fra middag og til hen sidst på eftermiddagen – (hvilket var virkelig svært, når man nu er fan af amerikanske tilstande, hvor alt er tilgængeligt, når man har brug for det). Og nu møder vi det så igen med et brag her i Asien.

Jeg skal på ingen måde prøve at undsige mig tids-holdet. Jeg er sådan virkelig old school agtig, hvor man kommer til tiden, holder en aftale, siger sandheden og hvor man kan regne med f.eks. afrejsetider på transport. Så jeg er virkelig på overarbejde her.

Før vi kunne komme med minibus videre, skulle vi lige af båden fra Ko Samet. Den lagde nu tilfældigvis til i anden række, så alle passagerer inkl bagage måtte over nabobåden, før vi kunne komme i land. Det fungerer bedst, når holdet deles op, så første mand holder styr på børn og tasker, mens den anden slæber det sidste (her plejer jeg så at have børnerollen, mens John henter taskerne).
Vi havde booket en minibus med aircon (in your dreams.Vi fik en blæser, som næsten virkede. “Same same but different”) til at køre os til færgekajen mod Ko Chang. Den skulle køre kl. 9.30 og uden at sende tanker mod den efterhånden ret lange erfaring vi gennem årene har oparbejdet omkring tidsbegrebet i Asien, så tropper vi op i god tid ( så vi er først i bussen med ALT vores bagage). Her er selvfølgelig ingen bus, og vores teori er, at der ikke var andre end os, så de ville ikke køre turen med så få. Istedet for at sige det til os, så venter vi en time “til den rigtige minibus kommer”, hvorefter vi måsles ind sammen med dem, der allerede sidder her. Turen skulle tage to timer, (hvilket i real life skal ganges med to) før vi bliver sat af på et opsamlingssted langt fra kajen. Her fortæller de os, at der kun går en færge hver anden time (og ikke hver, som vi fik at vide tidligere) og vi kan så vente halvanden time igen på den næste. Kokken er nu 14, og det er længe siden vi fik morgenmad kl. 06 (Det er mig en gåde, hvordan vi kan rejse om på den anden side af jorden, krydse 6 tidszoner og inden for en uge er børnene tilbage til at vågne før kl. 06?!?). Menukortet er klistret op på stolperne til der halvtag vi sidder under, og vi får udvalgt os nogle retter. Nu er det jo heldigt, at jeg (næsten) ikke opfører mig som en Snickers reklame, når jeg ingen mad får, for køkkenet er lukket pga. lavsæson. Kommer i tanke om, at vi har en dåse tun til nødration nederst i tasken, så den bliver gravet frem og delt i bedste Robinson ekspeditions stil sammen med Oreos, chips og den rest toastbrød vi har med.

Endelig hentes vi for at køre samme vej tilbage og ud til færgen. Den er et syn for sig. Havde den ligget i et europæisk farvand, var den sat ud af drift for 15 år siden. Den er så rusten, at bovporten ikke kan gå op og ned, så de yderste biler og scootere får sig en gratis omgang vask i havvandet. Vi iklæder straks børnene deres redningsveste og stiltiende lægger vi begge en flugtplan, når/hvis vi ikke når hele vejen over til øen. Vi udvælger sågar pladser på dækket efter, hvilken jerndragere over os, der ser ud til at ville knække sidst. De er så rustne, at selv Gustav bemærker det, for slet ikke at nævne de huller der er i gulvet under os. Det giver en god udsigt ned til bildækket… Herude bliver tingene ikke tilsidesat, blot fordi de ser lidt trætte ud – de får derimod lov at være i fuld vigør, indtil de virkelig, sådan virkelig ikke kan mere (Når det gælder en færge, gider man ikke lige være med på lige netop dén sidste tur). Inden vi lægger fra land venter vi lige 15min mere til den sidste bus ankommer lettere forsinket (But who cares??)

Trætte bliver vi kørt den lille time ud til vores hotel bag på en åben ladbil (jovist, man ville have insisteret på sele og autostol hjemme i Danmark, men skik følge som man siger…). På hotellet venter os dagens mest positive overraskelse (næst efter, at færgen ikke gik ned). Når vi rejser, plejer vi at gå efter modellen “tip them hard, and do it early”. Der er jo ingen grund til at lægge drikkepengene den sidste dag, når man alligevel rejser fra hotellet… Den strategi bliver så straks belønnet med en upgrade til det lækreste værelse. Det er større end vores gamle lejlighed i Århus!! og det har den største altan med udsigt over poolområdet, havet og solnedgangen. En solnedgang så smuk, som kun Vesterhavet plejer at have patent på. Med ét er alle forsinkelser, sult og den urimelige luftfugtighed glemt, og vi sidder på altanen og minder hinanden om, hvor fantastisk det er at opleve verden sammen.

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog