Missing you comes in waves. Tonight I'm drowning

One of those days…

Svedende og forpustet men endelig i sæde 22B! Musikken tæsker afsted i højttalerne med højeste beat (var det ik´ Ryanair, der fandt ud af, at det stressede folk til hurtigere at finde deres plads??). Mens jeg indånder en eller anden parfumeret duft, der sprøjtes ud af panelerne (man skal ikke være særligt sensitiv, før den er enormt kvalmende) forsøger jeg at få pulsen ned.
image
Det hele starter egentlig fra morgenstunden… Vi har overnattet i en Airbnb lejlighed lige ved lufthavnen (smart, så vi hurtigt kan komme afsted til vores formiddagsfly). Ind i taxaen, og så kører han bare den stikmodsatte vej af lufthavnen! Trafikken er tæt, sådan virkelig Bangkok-storby-morgentrafik-tæt, og vi bliver bare ved med at køre den forkerte vej. Der er ensrettet over alt og tykke beton autoværn der umuligør en U-vending. Så der er ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og lade tiden gå. Efter en masse sving og sightseeing når vi det i OK tid, får tjekket bagagen ind og skal gennem immigrationen. Her skaber vi selvfølgelig den længste kø, da vi har glemt at udfylde nogle af papirene “You remember next time, okay?”(Det var egentlig ikke et spørgsmål, men nærmere en formaning). Next step: Security. Vi har, som de dygtige rejsende vi er, tømt alle flasker for vand og drukket de medbagte juice, før vi kom frem til skranken. Vi går igennem og selvfølgelig vil hun se min trolley. Skråsikker går jeg hen til bordet, hvor hun vil have åbnet tasken. Og så ser jeg det. Dér nede bagerst i tasken ligger vores solcreme – som i ALT vores solcreme til børnene (selvfølgelig i 200ml flasker, det er klart). Jeg står nu overfor en fuldstændig umulig opgave, at få 12 flasker solcreme med på flyet (har tabt på forhånd, og det eneste hun gentager er “100ml”). For at undgå alt det skidt de putter i cremerne herude, har jeg lavet overtræk på visakortet og købt 3 måneders forbrug af den super lækre børnesolcreme på apoteket til særlig sensitiv hud.

image Mens jeg står der i chok over, at jeg kunne glemme dem i tasken, kan jeg se børnene for mig, indsmurt i asiatisk solcreme med “whitener”, “exra shine” og “shimmer effect”, mens deres eksem bryder ud overalt på kroppen. Skyldbetynget og tæt på panik forsøger jeg at få forklaret, at jeg gerne vil tjekke tasken ind istedet for at have den med som håndbagage. Hun forbarmer sig over mig (eller også kan hun ikke sige andet på engelsk), og sender mig over til chefen. Han fortæller mig, at når jeg har været igennem Immigration, så kan han ikke gøre noget. John er nu gået til gaten med børnene, og jeg har 25min til boarding. Pludselig fylder de her solcremer alt for mig, og jeg kan slet ikke overskue, hvis vi ikke får dem med (ja, white mans problem – bogstavelig talt). Jeg tyr til det billigste trick (man er vel aldrig gået galt i byen med en enkelt krokodilletåre) og den unge Securitychef ved slet ikke, hvad han skal gøre. Jeg får lov at gå ud af Security og tilbage til chefen for Immigration (en gammel hejre, der har set og hørt alt før). Hun ser træt op på mig, og med meget langsomme (og en anelse arrogante) ord siger hun: “you know the rules. It’s the same on all airlines. Onehundred mililiter!” Og ja, selvfølgelig kender jeg reglerne (de komplet tåbelige 100ml regler. Som om det gør en forskel, hvis man vil kabre et fly??? Det sagde jeg dog ikke højt, skulle ikke mere i fedtefadet). Hun får også forklaringen om jordomrejse, hvide børn og sart hud og for at få mig ud af sit kontor, sender hun mig over til en telefon med en række numre og siger, at jeg kan prøve at overbevise mit agency “that’s your last chance”. Så så man mig i samme rum med alle de småkriminelle, der har overstay på deres visum, mens jeg prøver at ringe til Air Asia. Jeg kommer endelig igennem, og meget hurtigt stopper en venlig stemme min talestrøm og siger, at hun nok skal komme over til mig (jeg er stadig ikke klar til at opgive og lade mine troldeunger lide under min forglemmelse).
image

Den venlige Air Asia medarbejder med et “Trainee skilt” på vesten forbarmer sig over mig (eller også kender hun endnu ikke reglerne om, at man ikke gider hjælpe tåbelige turister, der har glemt at tømme håndbagagen), og jeg får lov at tjekke trolleyen ind. Jeg er dybt taknemmelig og takker og bukker for alt og alle på min vej tilbage til bagage drop. Jeg bliver håndbåret igennem terminalen, får tasken tjekket ind, kommer tilbage igennem Immigration (i en stor bue uden om hejren) og over til Securty igen. Den unge Securitychef nikker anerkendende til mig (street credit for at have fået lov at bryde reglerne i Immigration). Her tømmer jeg for anden gang rygsækken for IT udstyr og kommer igennem. Klar til at blive genforenet med resten af familien nu 10min til boarding.

Lettet over at det mod alle odds lykkes mig at få tasken inklusiv solcreme tjekket ind, opdager jeg, at den pung, jeg har løbet med i hånden for at kunne betale eventuelle gebyrer, er væk. Gennemroder tasken igen, men den er væk! Det er nok det eneste, der bare ikke må ske på det her tidspunkt (på få sekunder flyver en lang stribe af grimme ord, jeg slet ikke viste jeg havde, gennem hovedet). Jeg plejer ALTID at have styr på sådan nogle ting. I kampens hede må jeg har lagt den fra mig et eller andet sted. Uanset hvor, så er det ikke på den “rigtige” side af Security, og jeg har allerede opbrugt min turist-good-will blandt de overordnede. Jeg løber over til Informationen og forklarer dem, at jeg må have glemt den på Immigrationskontoret og håber, at de vil se efter den. Jeg får dog selv lov at løbe ud af Security endnu en gang og over til Immigration. Her er min pung ikke! (jeg kigger enormt mistænksomt rundt på de andre i rummet, der også er på kant med reglerne, for at se om en af dem ser skyldig ud). Den rare overordnede, som lukkede mig ud for at indtjekke bagagen, giver mig endnu en gang lov at løbe ud til bagage drop disken igen (han må have sat sig for at blive dagens helt). Nu er pulsen helt oppe at ringe. Jeg ved, at der er meget kort tid til boarding, men pungen er med vores penge, Visakort, Masterkort, kørekort … you name it… det hele er der,  så tanken om, at den er væk, kan jeg næsten ikke bære. Den ligger ikke ved skranken, og damen i Air Asia informationen har heller ikke fået den.

Mens jeg fortvivlet står og overvejer mine efterhånden begrænsede muligheder, kommer immigrationsmanden aka dagens helt løbende – med min pung i hånden! (jeg kunne have omfavnet ham af bare glæde, men når heldigvis at tænke, at det nok er ret upassende). Nu er tiden knap, og han løber med mig tilbage gennem terminalen. Vi springer gennem paskontrollen og Immigration (nu for 3. gang, hvilket må være dagens rekord) og ud til Security. Her får jeg et nyåbnet bånd (og uden cremer i tasken eller andre ulovligheder) suser jeg igennem. Da de jo efterhånden har set indholdet et par gange, skal jeg ikke engang lægge IT udstyr op. Endelig på den rigtige side af myndighederne spurter jeg gennem terminalen og ud til gaten – for at opdage at John og børnene er væk. Jeg ser den tomme klapvogn og må have set helt vild ud i øjnene, for en af de andre rejsende thaier viser med gæt og grimasser, at en høj mand med to små børn er gået ned af gangen. Genforenet ved toiletterne kan vi gå til gaten og boarde med resten af flyet. Og her sidder jeg nu, svedende og forpustet i sæde 22B.

Skylder måske lige at sige, at vi er på vej til Kuala Lumpur (hvis vi da er så heldige at være kommet med det rigtige fly oven på alt min forvirring?!?). Planen var egentlig at tage ind i Cambodia fra Ko Chang, men vi tog en rask beslutning, bookede en minibus til Bangkok og flybilletter videre til Malaysia.

image

Og senere…for at det ikke skal være løgn…. Da vi lander sikkert i Kuala Lumpur og når frem til vores hotel i centrum, finder vi ud af, at den reservation vi har lavet, er til august måned! Ikke særlig fedt at stå her i juli… Efter lange snakke med bookingbureauet og receptionisten, får vi lov at annullere vores non-refunderble reservation og de finder et værelse til os på hotellet. Her smider vi os udmattet på sengen (og fordøjer dagens indtryk – og utrolige held). Nogle gange har man bare mere held end fortjent…

 

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog

3

  • Mikkel Victor

    Vi har lige forladt KL. husk at spise på Jalon Alor. Det er en vej fyldt med udendørs spisesteder, man får virkelig god mad der!! Gå efter de steder med fleste lokale. Bird parken er øjensynlig heller ikke tosset for børnene
    forsæt god rejse.

    P.s. Bali er virkelig lækkert denne tid af året. I kan komme med Malindo air for ca. 400 DKK Per mand. Der er vi nu 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • janne

    Får næsten en lille stress/lettelses-tåra i øjenkrogen af at læse dette. Kan genkende følelsen helt ind i benet. Det kunne så nemt have været mig ☺ Jeg er sikker på at I har fortjent alt jeres held. Knus fra Stockholm

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Paul P Nielsen

    Det er nemmere at rejse med tog. ;-).

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Missing you comes in waves. Tonight I'm drowning