Missing you comes in waves. Tonight I’m drowning

Lige så fantastisk det er at rejse, lige så ondt kan det også gøre. For det har også omkostninger at rejse jorden rundt (foruden de åbentlyse økonomiske, som vores søde bankdame nok river sig i håret over). Det har omkostninger at være så egoistiske at rejse væk fra alt og alle, for at VI kan være sammen. Vi har prioriteret, at det er det rigtige at gøre for vores lille familie. Men vi har jo ikke spurgt andre om lov. Vi har ikke spurgt vores forældre, om de syntes, det var en fabelagtig ide, at vi snupper børnebørnene med, så der går ustyrligt mange måneder, før de igen kan mærke de små buttede arme rundt om halsen. Vi har ikke spurgt børnene, om de syntes det ville være fedt, hvis vi rejste væk fra deres venner i så lang tid, at Ellas små veninder fra vuggestuen temmelig sikkert ikke kan huske hende, når hun kommer tilbage. Og vi har heller ikke spurgt vores egne venner, hvad de ville sige til, at vi smuttede på den anden side af ækvator det næste års tid. Det har helt og holdent været en executive beslutning hen over spisebordet hjemme i forstaden. At det har været den rigtige beslutning, er vi ikke i tvivl om! Og vores omgangskreds og familie har været fabelagtige til at bakke beslutningen op – selv børnenes dejlige bedsteforældre har sat egne behov og ønsker til side og støttet os ud over alle grænser.

Men når så nogen derhjemme har brug for sig, så gør det ondt at sidde på den anden side af jorden med 5 timers tidsforskel. Det gør ondt helt ned i maven, når man ved, at en af sine nærmeste har brug for, at man er der for dem. Har brug for en skulder og et kæmpe kram. Så mærker man omkostningerne blive rigtig høje. For man kan kommunikere meget med Skype, mail, blog, facebook og alt muligt andet teknologi, men man kan ikke være fysisk til stede… Man kan ikke troppe uventet op og sige “hey, vi har aftensmaden med, sæt dig ned og slap af”. Man kan ikke give et tiltrængt frirum ved at passe ungerne. Og man kan ikke give et langt varmt kram. Så bliver savnet til alle dem derhjemme uoverskueligt stort, og man får lyst til at pakke det hele sammen og tage det næste fly hjem.

Heldigvis ved vi, at alle vores venskaber derhjemme kan stå distancen. At et år ingen betydning har, selvom vi på en måde svigter lidt i svære tider og ikke kan være tilstede. Der er tidspunker, hvor vi ville ønske, vi kunne være der, men vi ved, at der er no hard feelings. Vores venskaber og familiebånd er stærke nok til, at vi kan komme tilbage efter dette år, og tage tråden op, hvor vi lagde den. At vi kan holde kontakten via sporadiske mails og telefonopkald, og vigtigst af alt – at vi kan give et virtuelt kram. Selvom vi egoister er på vej jorden rundt…

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog