Travel is more than the seeing of sights… It’s the feeling of culture

Tilbagetrækningen er begyndt… lettere lyserøde er vi kørt nordpå igen (Det tager mere end et par dage i solen at få vendt flere års fravær af nogen former for solbadning til bare lidt kulør). Co-piloten havde lidt udfordringer med at finde den rigtige vej mod nordvest (på et kort så stort, at det dækker hele Spanien…hvem kan så finde vej, spør jeg bare??) og uden om den bette bjergkæde, som stort set dækker hele nordspanien. Vores skønne gamle dame af en bil (der foreløbig har gjort al tvivl til skamme) har jo ikke sin spidskompetence i bjergene og slet ikke med sneglehuset bagpå, så vi kunne ikke bruge ruten, som vores GPS insisterede på (når man 5. gang har hørt hende febrilsk sige “vend om, vend om” efterfulgt af “beregner ny rute”, så slukker man bare og håber på det bedste).

På kortet havde jeg forinden vurderet, at ruten over Zaragoza var den fladeste (at dømme efter farverne, hvor jeg tror hvid betyder fladt, grønt lidt bakket og grønt med grå skygger er totalt no go). Der er så faktisk ikke ret mange muligheder at vælge imellem, skulle jeg hilse at sige. Da vi endelig er på rette vej, går det pludselig op ad, og den grå skygge på kortet var ikke bare fedtede fingre på mine solbriller. Når man kigger lidt bedre efter, så viser det sig, at grå skygger (aka bjerge) også kan ligge på hvid baggrund (så blev man så klog, omend en anelse sent). Vi befinder os i noget, der minder om Death Valley. 30 grader i skyggen, fuld knald på solen, bjerge til begge sider så langt øjet rækker og fuldstændig ørkenagtigt over alt. Kun små kvistbuske kan overleve her, og der er færre biler på vejen end på vores nordjyske motorvej. Virkelig ikke et sted, hvor man vil køre tør eller i stå. Men nu er vi jo velsignet med en stabil og driftsikker bil (7-9-13, bank under bordet og hvad man nu siger), så vi havde selvfølgelig ingen betænkeligheder, men igen, hvad var alternativet?. Målet var Pamplona, hjemsted for de berømte tyreløb gennem gaderne, og når aftensmaden på rastepladsen er Karolines Karrysuppe slæbt med fra DK, så bliver det ikke meget bedre.

Pamplona er totalt overset!! Hvis ikke Hemingway havde sat byen på landkortet isin berømte bog The Sun also Rises, var byen og dens tyreløb gennem gaderne måske stadig gemt for omverden. Hvilket ville være en kæmpe skam. Her er virkelig hyggeligt, med gamle gader, store grønne områder og tapas overalt. Og så er der ingen turister?!? (hvilket vi sætter stor pris på. Det er virkelig svært at mærke sjælen i en by, når man står som sild i en tønde med Nicon kameraer overalt). Vi er cyklet derind to dag i træk fra vores campingplads, en tur på ca 11 km, hvilket Gustav igen tog i stiv arm (og så kom han dødtræt op i vognen på hjemturen, hvor mor og far kunne give den gas og få sved på panden. Ikke særlig svært med vores “kage”form, og der samtidig er 27grader kl. 20). Man oplever helt enormt meget, når man er afsted på cykler og ikke har noget bestemt mål for dagen. Søndag kom vi forbi store grønne områder, hvor de lokale samles i store familier og vennegrupper over alt og grillede hele dagen. Vi cyklede et langt stykke på Caminoen, virkelig smukt (hvis vi nogensinde skulle få den vilde ide at gå en del af den 800km lange pilgrimsrute, så skulle det helt sikkert være sidste del her i Spanien. Men måske man skulle cykle den….? Det må blive et mål for næste rejse..). Det var ret interessant at møde de mange gående med store oppakninger og vide, at mange af dem har været længe undervejs.
Nu er jeg jo ikke den store hestepige, men jeg kan godt syntes Shetlandsponyer er søde – og når de får føl, liger det en alt for nuttet MyLittlePony bamse lige til at kramme (Jeg er lidt bange for, at Ella har et eller andet for heste. Hun bliver i hvert fald helt balstyrisk, når de er i nærheden). De totalt forkælede heste fik vores medbragte halvanden kilo gulerøddder, som jeg møjsommeligt havde stået at skrællet om morgenen (man kunne argumentere for, at de nok var ret ligeglade med om det var en daggammel gulerod med lidt skræld).

Så er der lige det der med tyrefægtning, som også foregår her i Pamplona… for eller imod…kultur eller dyremishandling… Gustav og Ella vil vildt gerne ind og se det efter at have set klip på YouTube (finders der bedre kanaler til at forklare ting til børn?? man kan jo vise alt fra tyrefægtning og hvaler der snakker over solsystemet og immmunforsvaret til håndgranater og torpedoer. Vi er fan, når simple forklaringer kommer til kort). Men jeg ved altså ikke helt, hvor jeg står i forhold til tyrefægtning. Uheldigvis (heldigvis?), er der slet ikke noget på arenaen, mens vi er her, og så er jeg jo fri for at tage stilling til om vi skal ind og se det.

Vi har ikke rigtig været ude at spise endnu her i Spanien (hvis vi ikke tæller den virkelig dårlige restaurent i Miami Platja, hvor det eneste positive man kunne sige var, at det gik hurtigt, og steaken var stor). Så vi skulle selvfølgelig have tapas. Et koncept ungerne var ret vilde med. Man kan jo se, hvad man får, så de pegede lystigt og spiste løst, som vi aldrig har set dem gøre hjemme (ok, jeg har selvfølgelig heller ikke prøvet at servere tapas for dem, men alligevel…). Stemningen på cafeen var den bedste måde at beskrive kultur på, som vi har talt lidt om her på turen. For hvordan beskriver man egentlig kultur for en fireårig – og forskellen til den danske? Det er faktisk ret svært uden at bruge andre ord, som også kræver forklaring. Vi var endt på en virkelig lokal tapas cafe i den ældre del af byen, hvor de lokale fodboldfans også holdt til. Gustav spiste alt, hvad vi satte foran ham uden at blinke, mens han måbende betragtede det højlydte virvar omkring ham. En tapascafe i virkelig spansk stil. Ella var knap så begejstret og ville hellere ud at sidde i den trygge cykelvogn, hvor ingen kunne nå hende, og hvor der var en smule afskærmning til larmen. For at give den en ekstra tand på kulturknappen tog Gustav og John ind for at se det lokale fodboldhold spille kamp om at holde sig lige over nedrykningsstregen. En stadion fyldt til randen (selvom det blot drejede sig om 2. divison, her kan de danske fans godt lære lidt) med tribuner i 3 etager på hver side. Det var dog noget overvældende for Gustav, da hele stadion nærmest eksploderede, da hjemmeholdet kort efter start kom foran.

(man er heldigvis så meget mand, at man godt kan bære søsters lilla solhat, der går godt ned i sin lettere solbrændte nakke).
Pamplona har omdannet deres militære områder til grønne oaser i byen, så det gamle ciitadel er blevet et stor grønt område med stier. Perfekt til små cyklister, der gerne vil øve slalom og balance på cyklen (så betyder det mindre, at der er 35grader i skyggen og fuldstændig vindstille nede i citadellet). En anden virkelig anvendelig ting for byens borgere (nu hvor der kun er turister i juli måned, når der løbes foran ty((8rene) er frit WiFi på de åbne pladser. Det er ikke super tempo, men bedre end nogle af de campingpladser vi har været på. Vi er helt vildt forundret over, hvor dårlige forbindelser, der har været hernede. Det føles fuldstændigt som et U-land, og man gruer helt for, hvordan det bliver at komme til mindre civilicerede lande.