No one looks back on their life and remembers the nights they had plenty of sleep

Det her bliver en af de dage, hvor man siger “man sku’ nok ha’ været der”, men det kommer der jo ikke rigtig noget blogindlæg ud af, så jeg forsøger at gengive vores nat foran den lukkede campingplads i Rochefort. (Vi har ingen live billeder, så indlægget er krydret med lidt fra turen).

Vi kom jo som skrevet små 20min for sent til campingpladsen, og selvom et par hollanske mænd forsøgte at hacke bomsensoren, så kom vi ikke ind. Det er selfølgelig ikke noget, der slår et par garvede capister som os ud, snarre en lille udfordring vi snildt kan overkomme med en parkering 100m længere nede af vejen. Klar til en overnatning med udsigt over det franske vadehav og øen I’ll Madame. What’s not to like??
Det stormer, (som i virkelig stormer), og regnen trækker ind over os (Ved ikke helt hvad der sker for vejrudsigten, for regnen må have fulgt efter os??) Grillen er derfor et no go til aftensmaden, og laksen må steges inde i sneglehuset på den restgas vi har tilbage (Note to self: Kulde lægger en dæmper på fiskestank i en campingvogn… og hvis man forbliver i lugten, så opdager man det nærmest ikke). Ulempen ved at overnatte her på parkeringspladsen (foruden stormen, hvis vindstød nærmest kan vælte vognen, samt det faktum, at vi er det højeste punkt ved havet, når nu lynene trækker nærmere…) er at vi heller ingen strøm har til at køre varmeblæseren, og uden en fransk gasløsning har vi heller ikke nok gas til at køre gasvarmeren hele natten. Vi forbereder os derfor på en kold nat, så ungerne pakkes i to lag tøj og får tæpper over sig, hvilket de selvfølgelig syntes er en fest.

Vi har en anordning installeret i vognen, der skal kunne holde os med strøm, hvis vi, som denne nat, ikke sover på en campingplads med strøm. Den kræver blot, at man har kørt 10 timer for at oplade – eller satte strøm til den, da man lå på en campingplads. Ingen af delene kan vi prale af, og den har ikke power nok til at kunne trække varmeblæserenn. Vi har strøm på den til ca 4 timers brug på køleboksen (som selvfølgelig er fyldt med kød, pålæg og alverdens mælkeprodukter), så kampen begynder. Vi har en smule gas tilbage til at lave lidt varme med (men ikke nok til hele natten), men bliver det for varmt i vognen, bruger vores wonder-apparat al strømmen med det samme på køleboksen, og inverteren hyler advarslende resten af natten (og vi mister alt i køleboksen, som jo ikke kan holde sig kold). Bliver det en kold nat, holder køleboksen temperaturen, men så fryser vi max. Blot et af campistens dilemmaer.

Uden strøm har vi heller ingen lys, så vi ser “I now pronounce you Chuck and Larry” på Ipad i mørket med hver sin høretelefon i øret, og det lægger ligesom stemningen for resten af aftenen, hvor vi ender med at grine så meget, at tårene løber ned af kinderne.

Jeg rammer hurtigt en udfordring mere, for jeg skal tisse. Sådan virkelig tisse… Klokken er 22, og temperaturen er nu så lav i vognen, at bare tanken om at skulle færde sig uden for, endsige blotte bagen bag en busk, er helt utænkeligt (ikke at jeg er en frossenpind, overhovedet ikke… ok lidt, men her er altså også virkelig koldt). Som manden i huset har John bevæget sig udenfor for at sikre bil og vogn til natten, så gode råd er ret dyre lige nu. Med vand helt op i øjnene spotter jeg Ellas potte… (Fin lille potte, som vi bruger til hendes nødtoilette, hvis andet ikke er i nærheden). Ved nærmere eftertanke kan dette vist også kaldes en nødsituation… (Not my proudest moment…) Men jeg gør det. Finder en afkrog af sneglehuset (hvilket vil sige 20cm bag sofaen halvvejs oppe i køjesengen) og lader vandet. Ånder lettet op, men kommer så middtvejs i tvivl om, hvor meget tisser en voksen kvinde egentlig, og kan det overhovedet være i en børnepotte??? Scenarier, man helt sikkert ikke ønsker, flyver forbi på nethinden og jeg overvejer mine meget begrænsede muligheder, stadig siddende i en overdrevet squat stilling for at komme så tæt på potten som muligt (at sidde på den er helt uden for diskussion). Med en overvurdering af menneskets evner, klarer vi den. Nu er næste udfordring så at komme af med bevismaterialet… Igen, al færdsel ud af vognen er utænkelig (det var koldt nok at få buksen af indendørs). Ganske uskyldigt spørger jeg John, der nu stærkt forfrosen er kommet ind, om han ikke vil være sød at tømme Ellas potte, da den jo ikke skal stå fyldt herinde og risikere at vælte i løbet af natten, når vi skal hen til børnene. Han kigger mistænksomt på den ud-over-det-sædvanlige-meget-store-tår Ella har leveret og går ud af vognen med ordene “you owe me big time!”

Nu er vi jo ikke helt uden evner, så jeg har selvfølgelig fundet vores super sensitive LED lamper med sensor frem til natten (det stod der altså i vejledningen, som jeg selvfølgelig læste for at sætte de to batterier i). Lettere opstemt fortæller jeg John, hvor smart det er, at de tænder ved den mindste bevægelse. Jeg finder dog snart ud af, at man ikke kan købe sølvræv for en femmer. Det viser sig, at lamperne mildest talt skal have et ordentligt dask for at tænde, og deres “super sensitive” evner kunne blive en klokkeklar sag for forbrugerrådet for vildledning i markedsføringen (omend jeg nok ikke har de store forhåbninger til, at de vil involvere sig i et produkt købt i Kina).

Med sparsomt lys hopper vi endelig i seng. John inderst (hvilket ikke rigtig var til diskussion efter pottetræningen, så jeg har vagten som yderste mand) med stort set alt sit tøj på og sin fleece trøje yderst, der er så smart, at lynlåsen fortsætter hele vejen op i hætten. Han når lige hoverende at fortælle, hvor lækkert varmt der var derinde, da lynlåsen sætter sig fast. Jeg iler til for at hjælpe (rimelig bag ud på point) og hiver og slider i lynlåsen frem og tilbage. Så sker det uundgåelige selvfølgelig. Mine finge smutter, og John får en på tuden, så vi har blod med i kabalen. Jeg er så overtræt, og aftenen har været så komisk, at det er virkelig svært ikke at grine af situationen med en forslået mand lynet inde i sin hætte.

Tilbage til lyset forsøger vi at falde i søvn, mens regnen pisker som hagl på taget og lyn oplyser himlen bag gardinerne. Det er sjovt som ens instinkter træder i kraft, når situationen kræver det. Vi får næsten ikke sovet, men ligger som på nåle mens vi tæller “1 bajer, 2 bajer…” for at høre hvor langt lynene er væk, lytter efter om børnene vågner, de sparker dynen af og fryser, om det regner ind eller om vognen kan holde stand mod blæsten (Nok ikke min mest gennemtænkte tanke, da jeg foreslog, at vi sov midt på pladsen, hvor udsigten var bedst fremfor i læ omme ved træerne).

Som sagt, en nat der ikke rigtig er værd at skrive hjem om. Det kunne gøres kort; Her er virkelig koldt, og vi får ikke sovet mange timer.
Men man sku’ nok ha’ været der.

 

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog