It always seems impossible until it’s done

Spanien går man ikke fejl af i forhold til godt vejr (det betyder så også, at man må lægge øre til ens søn, der mener man ligner et stykke kridt…). Vi har fundet en super hyggelig campingplads Els Prats Village lige ned til vandet (Nabo til 2 helt enorme campingpladser, men de er så store, at vi gik forkert et par gange, da vi forsøgte at finde deres legeplads). Legepladsen her hos os er stranden, men den er også super god. Her er selvfølgelig pool, (hvilket dog krævede Ja-hatten på, da det var en kold fornøjelse) og Gustav kom meget hurtigt op igen for at varme sig i solen, men Ella var ikke til at drive op. Hun har set Gustav snorkle, så det ville hun selvfølgelig også (note to self: man skal liiige være ekstra opmærksom, når en 2årig lægger sig vandret med hovedet under vandet, og tror hun snorkler).

Vi er igen landet i pensionistland (da det må være standarden, har vi allerede været ved at lægge planer for, hvordan vi skal ture Europa tyndt om 35 år, når vi går på pension). Kendetegnende ved de mest inkarnerede af pensionisterne er en form for campingtatovering på overkroppen, som man først kan identificere, når de får sig møvet op i oprejst stilling; en hvid strib under brysterne og igen ned langs begge sider i ca en arms bredde, mens resten af kroppen har farve som en meget sprød grillkylling. Der er vi ikke helt endnu, da vi stadig er dækket til i faktor 50 på vores kroppe (der kræver solbriller for ikke at få genskin i øjnene.) Meeen man skal ikke lade sig nare af det lettere brankede ydre hos vores medcampister, de holder et vågent øje med alt der sker. Jeg har taget nogle gamle vinstokke med fra Fleurie (lang historie, men noget med at vi så nogle skulpturer lavet af vinstokke i Fleurie, og dem har vi tænkt os at tage kraftig inspiration i, når vi kommer hjem. Og hermed ingen kommentarer om mine kunstneriske evner…). Vores hollanske naboer kom og spurgte, hvad det egentlig var, jeg lagde under campingvognen, for det havde deres genboer spurgt til (vi taler om, at jeg har flyttet dem knap 2m fra bagagerummet og over under vognen, der værd at bemærke holder i en 90graders vinkel ud fra bilen, så de har måtte stille rosévinen fra sig og være helt oppe af positionsstolen for at se det).

Men hold nu op, hvor denne livsnydende generation rykker fra os… Vi er sat helt af. Jeg vidste simpelthen ikke, at man kunne få så meget ekstraudstyr til camping! Det er helt vildt. Her er autocampere så store som busser og med indbygget vitrineskabe med lys til vinglassene, her er alt i udekøkkener og barbequegrills, udhæng til forteltene og ekstra tæpper til forhaven samt et velassotteret udvalg af positionsstole med lommer til bøger og en form for omsyet håndklæde hen over ryglænet, så de ikke sveder på stolen (Det er tæt på, at man hopper med på bølgen og tænker, at sådan et må vi da også have sammen med de kunstige blomster i vinduet og et særskilt telt til grillen). Vi kommer dog lidt igen, da jeg til morgenmad kan præstere at lave 15 pandekager af gangen på vores grill – se det er udstyr, man kan bruge til noget!! (og så kigger de noget, når jeg kommer slæbende med min nye kettlebell aka en 5 liters vanddunk med hank fyldt op med småsten, så den rammer ca. 8kg – så kan der fyldes et par liter vand i, når jeg får nogle muskler tilbage) – og ja, det er vores to troldeunger, der sidder opbevaret i baggrunden med hver sin Ipad og høretelefoner, mens mor og far træner. Vi kører win-win stilen; ungerne får lov at se film mens de undgår middagssolen og mor og far får trænet (jeg står selvfølgelig lige som et bræt, det er bare Johns kameravinkel, der er helt skæv…).

Midt i al hyggen, den dejlige sol og lyden fra havet, er der dog én ting jeg har svært ved at vænne mig til, og det er den spanske siesta. Ideen er jo sådan set god nok, at man lige tager det lidt med ro, der midt på dagen, men ALT lukker jo ned til kl. 3-4stykker. Det er altså svært at tilpasse sig, når man er en af dem, der elsker danske supermarkeders alt for lange åbningstider, hvor man kan handle når man vil (vi har allerede præsteret at stå et utal af gange foran en lukket dør og tænke “arhh… ja, det er jo også rigtigt…Siesta!” Til gengæld har restauranterne åbent til klokken virkelig sent (der er så bare ikke så holdbart for os, at de først åbner kl. 19, når man har to troldeunger, der tror verden går under, hvis de ikke får aftensmad senest kl. 18). Vi holder derfor mest til i forteltet, hvor vi spiser stort set alle måltider 2-3 timer før alle vores naboer.
Men når alt det så er sagt (misforstå mig ej), så er det virkelig lykken blot at være her og ikke have noget mål med noget – blot en bagkant om knap halvanden måned, hvor vi skal ramme Danmark for en kort stund. Gustav elsker også, at han nu selv kan løbe til og fra toiletbygningen, og Ella er ved at følge efter (vi er nemlig ved at smide bleen, taaar daaar! så det giver en del hasteture derop, når hun pludselig kommer i tanke om, at det er NU + en del ekstra vasketøj til mutti her…)

Vi har ikke været ret meget rundt omkring, bare haft brug for at slappe af. Men vi har dog været en tur til Siurana oppe i bjergene (UDEN campingvogn, man er vel blevet klogere). Man ved, at det går opad, når 25km tager omkring en time og ruten på GPS’en ligner noget fra en af Ellas tegninger (én lang streg tegnet flere gange oven i hinanden). Selvom vi efterhånden er ved at have set ret meget smuk natur rundt omkring i verden, så var det helt vildt betagende at stå på toppen og kigge ud over bjergene. Men hvorfor er det lige, at man vælger at bygge sin by, på en af de højeste og mest ufremkommelige klipper? Udssigten selvfølgelig, men er det grund nok til at slæbe byggematerialer helt der op?? * Da en af bjergfolkene for ustyrlig lang tid siden foreslog, om de ikke skulle bygge deres by, deroppe på klippen med den gode udsigt, så må der helt sikkert have været en enkelt sortseer eller to, der vedholdende fortalte, hvor umulig opgaven var, og hvor meget smartere det ville være at bygge små 20km længere ude ved kysten, hvor landskabet var fladere. Alligevel blev den idealistiske bjergmand ved med at tro på sin ide, og i dag kan vi kravle der op i bilen og nyde synet af deres lille landsby med kirken og den uimodståelige udsigt (mens man beundrer hans vilje og troen på, at alt kan lade sig gøre). It always seeems impossible until it’s done.

* Her vil den historiekyndige sikkert begynde at tale om overblik i forhold til fjender, forsvar af nedefrakomne eller noget i den stil, men med så fredfyldte omgivelser tror vi ikke på fæstning-teorien. Punktum.