Worrying will never change the outcome

Efter lettere pakkekaos er hytten pakket ned, rengjort og afleveret til vores lejer. Børnene har sagt farvel i institutionen og de sidste legeaftaler er overstået. Det har taget en smule (læs: enormt) længere tid end først antaget, så derfor er jeg lidt bagud med opdateringerne her på bloggen. Thanks for notice.  Gad vide om det bliver sidste gang;-)
Vi har lige haft et pitstop hos Johns bror og hustru med tre overnatninger. Sådan lidt afsked på prøve. Men mentalt har vi taget afsked med vores lille hjem allerede her. Alt personligt er jo fjernet, så vi har taget os selv i at kalde det “huset” i stedet for “hjem”. Utrolig hvad det gør ved et hjem, når man fjerner billeder, legetøj og alt andet, der viser tegn på hygge og beboelse. Det er faktisk lidt underligt, når man tænker over det, for vi har jo kun været halvanden km væk i tre dage. Og det var en surrealistisk følelse at vinke farvel til vores lejer, der stod og tronede i døren (vores dør!) med sin italienske statur og korslagte arme. Det har vært lidt svært for børnene, alt det her pakkeri. Hvorfor skal legetøjet pakkes ned? Hvorfor skal ham manden jeg ikke kan forstå bo i vores hus? Og hvorfor kan jeg ikke lege med mine venner i næste uge??? De ved jo ikke hvad godt de har i vente, mærker kun alt det de skal sige farvel til.

Mens vi pakker campingvognen med de sidste ting kommer vi, som de entutiastiske nybegyndere vi er, i snak med en garvet cammpistnabo om stort og småt i campinglivet. Vi spørger ham om, hvordan man egentlig renser vandtanken og slangerne op til vandhanen, hvortil han ganske tørt svarer “Det der? Det er spildevandstanken, den skal i s** da ikke drikke af”. BUM, så lærte vi lige det, samtidig med, at vi opnåede vores første stempel som amatører – end ikke kørt ud fra forstaden endnu.

Men nu vi endelig på vej sydover – 30 min før vores planlagte afgangstid, så allerede her kører vi med en god mellemtid (nok den første og eneste gang det sker). Ruten for de næste mange måneder er ikke lagt fast, men vi har valgt at starte ud på hjemmebane med rundrejse i Europa. Vores trofaste bil – omend en lidt ældre dame – skal fragte os og vores sneglehus rundt de næste par måneder. Selvom vi aldrig har camperet (ok, lidt løgn. Jeg har camperet som barn, og skrevet hæfte op og hæfte ned med nummerplader på biler vi blev overhalet af på de tyske motorveje) så tror jeg på, at det er den rette rejseform for os, til at komme helt ned i gear og blot nyde at være til. Vi kommer helt tæt på hinanden som familie og kommer forbi en masse legepladser. Livet som campist er bogstavelig talt lidt mere nede på jorden, antager mit uvidende jeg.

Første stop på turen er sat efter realistiske 180km, hos et vennepar i Flensburg, derefter ramme vi Spanien på et tidspunkt og efterfølgende vil vi gerne op langs vestkysten af Europa tilbage til Danmark. (kom ikke og sig, at vi ikke har en plan). Her sætter vi vogntoget hos familien i Nordjylland og flyver videre østpå til sydøst Asien.
Men inden vi kommer så langt, skal vi lige som en anden bokser forbi en vægt og indvejes. Man kan odse om meget – også overvægt. Campingfatter grøntede lidt og i bedste forstadshumor fortalte, at der var to salgs campister……. laaaaaang kunstpause………dem der vejede vognen inden afgang for at kende facts, og dem der blot kørte derudaf. TaaDaa… For alle har alligevel overvægt, var hans velgennemtænkte konklusion. Øhh Ha Ha. Efter en hel del gange frem og tilbage, fik vi vognen bugseret ind på vægten. Hvad sker der også for, at de ligger den i et hjørne lige op af et hegn?? Selvom jeg var MEGET støttende og kom med opmuntrende kommentarer, så gruer jeg alligevel lidt for første gang, vi skal have den ind på en lille micro hjørneplads i den fjerneste afkrog på en campingplads… Men øvelse gør mester. Alle mand holdt vejret indtil campingfatter nikker anerkendende til vægten og fortæller, at vognen var utrolig godt pakket med ligevægt og det helt rigtige kugletryk (jep, har allerede lært et par udtryk, jeg skal til at bruge i flæng..) Men jeg tog mig selv i at smile stolt. Hvad sker der for det??? Men man kan vel sit kram. Men det vigtigste er at we are good to go, uden anden overvægt end den vi hurtigt kan spise os fra i form af de mange frikadeller, boller, Karolines Køkken supper osv. der fylder i skabene. (De står selvfølgelig ikke i overskabene, vi skulle jo nødig risikere at vognen kommer i slyng. Jo jo.. man har skam lyttet til ham den gammelkloge campingfatter, selvom jeg ikke helt kan se den store fidus i det) Der har ikke været nogen grund til at få campingvognen Tempo100 godkendt (jep endnu et campistord i mit nye ordforråd, der betyder at man må køre 100km/t med vognen), for Peugeoten kan slet ikke køre så stærkt med den bagefter. Gustav kommenterer begjestret, hver gang vi bliver overhalet af endnu en campingvogn.
Vi har allerede fået et par venskabelige lastbildyt op af bakkerne (og da det sker på de meeeget stejle bakker i DK, så tør jeg slet ikke tænke på alle de venner vi får i Kassel bakker) Vi er sikre på, at de dytter et “det-skal-nok-gå-hæng-bare-i-dyt”. Men af sikkerhedsmæssige grunde, skal vi ihvertfald ikke holde pause på samme pladser som lastbilerne bag os. “I think we got ourself a convoy” siger John aka Rubber Duck, da vi i sidespejlet kan tælle 11 lastbiler. De må nemlig ikke overhale på strækningen mod Kruså før efter kl. 18. Nu kender man følelsen enhver landmand må have, når hans traktor trækker lange bilkøer på de danske landeveje, og man tager sig selv i at diskutere, om man nu også bør holde ind på en rasteplads for at lukke dem forbi.

Det skal lykkes os endnu en gang på 3 timer at blive ramt af vores store erfarenhed og velplanlagte tur… øhhh not! Da vi ankommer i Flensburg og lige vil sætte lidt varme på sneglehuset, inden vi skal sove, opdager vi, at der ikke rigtig er gang i gassen. Og ja, det kunne man jo godt have tjekket inden vi tog afsted. Men det gjorde vi så ikke ( vognen er jo kun fra 2001, og sælger sagde den virkede upåklageligt?!?). Så nu får vi en tur forbi campingcentret her i Flensburg – så kan de også lige se på det campingdæk, som nok er sprunget. Det har i hvert fald en ikke særlig tillidsvækkende bule på siden.

Jo jo. vi er skam kommet godt afsted med hele 180km på bagen. Men vigtigst af alt, vi er kommet afsted, og vores rejse er begyndt. Så kan vi klare alt. Det hjælper os alligevel ikke at bekymre os om, hvorvidt vi nu får gassen til at virke, om vandtanken – den rigtige altså – nu også er helt ren, eller om man bør holde pauser for at lukke lastbiler forbi på motorvejen. Worrying will never change the outcome. Vi elsker vores nye tilværelse!

Følg vores fantastiske rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog