The best things in life aren’t things

Som de garvede campister vi nu er, så havde John selvfølgelig forudset regnvejret, der kom her til morgen, så vi pakkede forteltet ned i går eftermiddags (som den største selvfølgelighed. En smule ærgerligt, at der ingen naboer er til vores plads, som lige kunne give et klap på skulderen for vores storartede forudsigelighed). Det ligger nu tørt og godt i magasinerne (selvfølgelig pakket sammen på de helt rigtige folder) ved siden af gardinerne, der ligger, som var de nystrøget. Vi var ved at se på vejrkortet, om vi kunne snyde uden om regnen, men da det ser ud som om det meste af Europa er indhyllet i skyer, skal vi helt til Barcelona før der er tegn på stabil opklaring og varme, og med vores 80km/t er det helt uden for kategori. Så vi er blevet i Luxembourg som planlagt og tog turen ind til Luxembourg by i dag. Der findes som bekendt ikke dårligt vejr, kun forkerte klær´.

Det lykkes os at køre uden om regnvejret alligevel (eller også var det fordi vi havde udstyr med til at kunne klare en non stop monsumregn i flere timer, så regnen opgav på forhånd). Men så har vi da haft regntøjet ude af skabet, og det er derfor ikke på listen over fuldstændig ligegyldige ting, vi har med… (Til jer, der har spurgt til pakkelisten, så skal den nok komme op. Skal bare lige have det fulde overblik over, hvad der er kommet med i campingvognen, hvad der er pakket til de 14 dage vi er i Danmark til juni, og hvad der ligger klart af ting til backpacker turen efterfølgende. Og ja, det var lidt omstændigt/langsommeligt/eftertænksomt at skulle pakke 3 forskellige dynger af sager, da vi pakkede huset ned).
Da fire mennesker på 15m2 giver en vis form for hektisk stemning, havde vi i morges ikkke nået at finde ud af, hvad man egentlig skal se i Luxembourg by, så vi drog afsted uden noget mål og satten GPSen til “centrum”. Det resulterede så i, at vi travede rundt på High Street en halvtimes tid, mens vi ledte efter noget at spise. Hvorfor ligger de ordentlige restaurenter aldrig, der hvor der er flest mennesker?? Vi fandt et supermarked og handlede brød, skinke og frugt her og lavede selv vores sandwich. Eneste fordel ved high street er dog, at der altid er en McD med nogenlunde rene toiletter lige i nærheden…

En ting vi dog havde fundet frem til (eller ikke kunne undgå, da alle landsbyerne er plastret til i plakater) var cirkus, som var kommet til Luxemborg. Så i mangel af andre interessante sights (der er helt sikkert nogle, vi fandt dem bare ikke) købte vi billetter til eftermiddagsforestillingen. Selvom vi intet skulle nå, fik vi alligevel travlt med at komme tilbage til cirkuspladsen. Vi smækker derfor Gustav op i cykelvognen og forsøger at plante Ella ved siden af, så vi kan komme lidt hurtigere tilbage end de små størrelse 25 kan gå. Men det var ikke lige det, frøkenen ønskede, og man har lidt svært ved at finde et godt argument når hun stålfast siger “jeg vil gerne gå, jeg har så fiiiine ben” (hader, når ens egne argumenter bliver brugt imod en igen). Gustav var helt tryllebbundet af forestillingen (som dog tog toenhalv time!), mens Ella var bange for klovnene og hele tiden spurgte, om vi ikke snart skulle hjem. Jeg er helt vild med dem, der laver vilde sving og løft, mens de holder i hvad der lignet et langt lagen. Eneste downside er dog, at man liiiige bliver mindet om, at en krop kan have SÅ markerede muskler. Godt der stadig er tid til at vi skal have vores blegfede kroppe skruet ned i badetøj. Vi havde en intention om, at vi skulle spise sundt og træne, når først vi kom afsted. For hvis ikke vi har tid til det på denne tur, hvornår søren skal vi så få det… Men problemet er bare, at vi begge elsker mad og meget af det. Og så er vi ret vilde med at snacke… ikke sådan chips og slik, men kiks og chokolade kører ind i stor stil. Men NU skal vi altså til at få trænet… eller i hvert fald fra næste uge;-)

Men lidt regn på vores tur er nu ok (og nok også ret uundgåeligt, når man har tænkt sig at campere i 2 måneder i Europa) vi havde nemlig den mest perfekte cykeltur i forgårs. Vi havde pakket cykelvognen og tog afsted mod “billig vand” (Wasserbillig – Billig vand hø hø… ok, dårlig joke), men Wasserbillig er en lille og egentlig ganske ubetydelig landsby ca 20 km væk. Da vi cyklede på den tyske side i starten af ugen, var vi meget imponeret over den grundighed, der var lagt i skiltningen. Helt sikkert en person, som har haft det som sin fineste opgave at sikre, at der i samtlige (og jeg mener virkellig samtlige) vejkryds eller sving var en pil, der viste vejen. Super fedt, når man drager afsted på meget små stier uden et kort.. (har dog senere erfaret, at Johns super fine cykelGPS, han ikke kunne leve uden til hans mountainbike faktisk kan være nyttig, da man kan downloade alle cykelruter. Nice). Vi drog afsted med Gustav på sin egen cykel og erfarede meget hurtigt, at ham, der havde cykelskiltningen i Luxembourg, ikke er gået helt lige så meget op i sin opgave som hans tyske kollega, og da vi står ved et kryds uden skilt, vælger vi at følge vores ellers udemærkede stedssans og kører langs floden istedet for rundt om bjerget. Solen skinner højt på himlen, Gustav er flyvende og Ella sover til middag i vognen. Couldn’t be better… hvis vi bare havde kørt den rigtige vej!

Da stien ender ude på en mark, (hvor Gustav bemærker, at vi liiiige skal være opmærksomme på, om der er tyre i nærheden. Tror han har læst for meget Rasmus Klump) må vi konstatere, at vi er kørt 3km i den forkerte vej, og da frem og tilbage er lige langt, må vi de 3 km tilbage igen. Op ad bakke! Der er ikke det, man ikke kan med strips, så John har lavet det smarteste cykelophæng, så Gustav kan få et hvil, mens vi okser tilbage op af bakke.

Da vi er tilbage i det famøse vejkryds, begiver vi os rundt om bjerget, Gustav på cykel igen. Det er vildt at tænke på, hvor mange omdrejninger han har taget med sine små ben. Det kunne have være fedt med en tæller på ham. Vi ender med at have kørt små 40km, da vi kommer hjem, og han har i hvert fald kørt 15 af dem. De sidste kom vi igennem ved at lege cykelløb. I bedste Gunner-Nu stil kommenterede han ALT og kom med opmuntrende tilråb: “Træd i pedalerne Far, der skal gas på, jeg er lige i hælene på dig”, mens vi kørte op af bakke. Svært ikke at komme til at trække højlydt på smilebåndet, når så meget selvtillid pludselig er proppet ind i sådan en lille gut. Men turen var helt fantastisk. Foråret er foran hernede og alt er sprunget ud langs floden, hvor vi cyklede. En følelse af fuldstændig frihed og lykke overrumpler een. Både over at cykle et så smukt sted, og fordi man i en pause i græsset får to små buttede arme svunget omkring halsen og hører et “jeg ææælsker dig moar” fra en lille prinsesse – samtidig ved, at der er 47 uger til, at vi skal tilbage til hamsterhjulet igen. Det er en gave at få mulighed for at opleve hvert eneste ord de lægger til deres ordforråd, hvert eneste motoriske udviklingstrin de tager og samtidig være sammen døgnet rundt som familie. Jeg er dybt taknemmelig.

Og apropros udvikling… Så er det jo pludselig vores job at skubbe til grænserne, hvilket John (med god hjælp fra storebror) nok går forrest i – også på svævebanen…

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog