Shit could be worse

Første nat i campingvognen er vel overstået, omend den blev lidt kort grundet et par øl eller 5 og foregik i indkørslen hos Eskild og Nicole i Flensburg… but who cares. Det fantastiske ved små børn er jo, at man kan regne med, at de står tidligt op, uanset hvor sent man er kommet i seng. På den måde sikrer man sig jo, at man ikke kommer til at sove dagen væk.

Vi har jo al tid i verden lige nu, men alligevel fik jeg pisket en stemning op til morgenen, for NU skal vi altså ud af døren. Hvad sker der lige for det?? For hvorfor skal vi egentlig afsted inden kl. 10? Vi har et posthus i Padborg, vi lige skulle tilbage til for at aflevere en pakke (gratis returfragt er vældig fint, men man skal jo også huske at aflevere pakken…). Men posthuset har jo åbent hele dagen, så hvorfor stå klar, når de åbner døren?? Jeg skal klart arbejde lidt mere på at komme ned i vi-når-det-nok-gearet.

Inden vi tog på posthuset skulle vi dog lige forbi et dækcenter for at få kigget på den mistænkelige bule på dækket. Efter et par besøg hos dækværksteder (med slogans som “Sikker gummi til alle” flankeret af en kvinde, der ligner en fra et magasin, der bør stå på de øverste hylder i kiosken) er vi klar til frokost – stadig uden at have fundet det rette dæk.

Da vi åbentbart har fået nogle eksklusive dæk (eller så gamle at de ikke produceres længere?!?) er der ingen af forhandlerne der har dem, og alternativet er at få to nye dæk til vildt høje turistpriser. Men som de to nordjyder vi jo er, så hopper vi ikke på den. Det ene dæk fejler jo intet! så vi finder en forhandler i Aabenraa, der har et brugbart dæk liggende. Og da vi jo ingen tidsplan har, vender vi vogntoget og kører nordpå igen. Her var det fede til gengæld, at de også skulle skifte dæk på en gravko. Det er ikke hver dag man får lov at opleve det og Gustav får stillet så mange spørgsmål til mekanikeren, at han bliver helt forpustet.

kl 16 er vi igen klar på at køre mod grænsen. Vi takker for den hånd, der holder over os. Dækket var sprunget, og vi havde kørt med risikoen for, at det var eksploderet. En tanke man ikke vil tænke til ende. Børnene er ikke helt med på det her frem og tilbage noget (Det kunne også være fordi, de aldrig har kørt længere end 2-3 timer i bil). Men der er kaos på bagsædet, da vi rammer Tyskland igen. Jeg finder køre-piller frem (omdøbning af de klassiske Maoam), og der bliver ro. Målet er Bremen, 220km væk, hvilket ligner et realistisk mål. Da begge børn endelig sover, er jeg blevet syg. Som i jeg-skal-kaste-op-hvert-øjeblik-syg. Vi har ikke rigtig lyst til at holde ind, nu hvor vi endelig er nået op på topfart (83km/t) og Spanien virke ret langt væk, set i lyset af, at på dag to stort set ikke er kommet over grænsen. Nu er jeg jo heldigvis en erfaren co-pilot, så jeg finder affaldspose, vådservietter og stofble frem og afventer min skæbne. … Der skal ikke gå lang tid, før der er brug for alle remedier, og vi indser, at Bremen er helt uden for rækkevidde. Nu er førstekøreren heldigvis forberedt, så John har opdateret vores GPS til at kunne finde alle campingpladser i Europa (man er vel beredt på campinglivet) + den smarte funktion, der viser alle dem, der ligger max 15km fra motorvejen. Vi finder den første den bedste campingplads, som viser sig at ligge i IKEAs baghave. Rimeligt belejligt, når vi ikke har fået babystolen med til Ella. Og så skal man ikke kimse af restaurenten. Der er gratis mad til børn under 6 år, og John får konsumeret en bjerg af kødboller.

Tip: Hvis din campingvogn ikke har været brugt længe, skal man blot holde tilføringen til gas nede i op til 2 minutter, så luften ryger ud af slangerne. Det er jo logik for perlehøns (eller står på side 2 i brugsanvisningen, som man tyr til, når alt andet ikke virker)