It’s ironic how you feel most alive when your heart skips a few beats

Jeg har altid haft det standpunkt, at video i nakkestøtterne på bilen var stærkt overvurderet. Hvad var der galt med at kigge ud af vinduerne og opdage alt muligt i landskabet, man kører forbi, tælle røde biler eller male i malebog??? Det har vi andre da gjort på utallige ture på den tyske autobahn. Men men men… man har jo nok et standpunkt til man får et nyt (eller får små børn, der skal sidde på bagsædet i mere end 2 timer af gangen). John har igen været forudseende og købt en harddisk med WiFi, og lagt en masse film herover. Den kan man så ganske snedigt connecte de to Ipads til i bilen, og wupti, så er der underholdning, der slår min skønsang med flere meter.

Så skulle lykken jo være gjort, men ak. Selv i paradis er der slanger… Vores to troldeunger er jo så små, at de sidder i store autostole med hovedbeskyttelse. Det betyder, at de ellers topsmarte høretelefoner, jeg havde tænkt de skulle have på, ikke rigtig kan være inden i “hovedhullet”. Dermed, sidder de begge enten mast ind i hullet eller lettere foroverbøjet (nok ikke den mest ergonomiske stilling, men hvad gør man ikke i underholdningens navn). Det varer selvfølgelig ikke længe, før høretelefonerne er smidt, og vi sidder i midtergangen af to højlydte biografer, hvor lydniveauet fra Hr.Skæg kæmper en unfair kamp mod ToyStory (hvad sker der for, at de legetøjstingester skal have SÅ høj lyd, det lyder jo nærmest som en realistisk juleaften). Men men men, det fanger opmærksomheden på bagsædet, og til aftensmadstid har vi kørt vores hidtil længste stræk på over 300km, og dagen er ikke omme endnu! (jeg ved godt, at der er en hel del, der tilbagelægger HELE strækningen mod Sydfrankrig i ét hug, men der er vi ikke endnu). Vi har besluttet at tage et par køredage, så vi kommer ned i varmen, nu skal det være slut med gasovnen om natten (vi har fået en udfordring med vores gasflaske.. havde vi været topforberedte inden afgang ville vi have vidst, at der skulle en speciel flaske til udlandet.. men det vidste vi ikke, så vi må krydse den bro, når den kommer).

Aftensmaden på et motorvejs trafikcenter bestod af pasta med kødsovs til ungerne (indrømmet, købte en box på stationen, som blot skulle varmes. Tjekkede ikke antallet af E-numre, men marketingfolkene havde gjort et godt job i at få indpakningen til at se lækker ud, og børnene spiste rub og stub). Til John og jeg var der hotdogs ala Michelle Kristensen i campingvognen, nemlig krydderpølse i spidskålsblad (det smager lækkert, og så går det stærkt – ikke uvæsentlige kriterier).
Fordelen ved store trafikcentre en søndag aften er, at der ikke er ret mange biler, så vi brugte en af de tomme lastbilbanerne på at få løbet krudt af (jo jo… vi havde skam tænkt os at køre efter mørkets frembrud og snige dagens kilometer tal op over 500!!). I nattøjet og ind i bilen igen, så kunne vi jo passende afslutte dagen med at tale om tidszoner, og hvorfor det egentlig bliver mørkt i Frankrig på samme tid som i Danmark. Det tog lidt tid at få overbevist Gustav om afstanden til solen, og hvorfor den kunne skinnne begge steder samtidig. Tror snart vi kan kandidere til et job som lærer med alle de mærkværdige spørgsmål, vi i løbet af en dag skal finde svar på. Da regnen indhenter os med monsumstyrke vælger vi at finde en campingplads længere nordpå end planlagt – og hvad ville være mere nærliggende end at tage en i Fleurie, hvor vi unge og uerfarne plukkede vindruer for 13år siden:-)

Den gang tomlede vi rundt i Frankrig som backpackere i 3 måneder og tog job på vinslottet for at tjene lidt penge. Efter de første 4 timer i marken var vi flyvende og lagde planer for, hvordan vi kunne følge vindrueplukningen ned gennem Frankrig og tjene penge til turen undervejs (jep, unge, uerfarne og totalt naive). Næste dag havde vi så ondt, som hvis vi havde fået en ordentlig omgang tæsk (ikke at jeg ved hvordan det føles, men jeg tænker det må være i samme kategori), og på anden dagen kunne vi knap nok stå ud af sengen (de andre piger tog maxdosis smertestillende, og drengene røg sjovtobak for at overleve. Begge dele takkede vi dog nej til). Men plukningen var en fed oplevelse, og det bliver sjovt at komme tilbage til byen (heldigvis skrev vi dagbog dengang, før bloggens verden åbenbarede sig, og når man bliver grebet af nostalgi om, hvor hyggeligt det var at drikke vin i markerne, kan den tages frem og minde om, at det var citat: et f****** lortejob og nærved død oplevelse). Det var også før digitalebilledernes fremmarch, så de hard copy vi har i en flyttekasse kan jeg “desværre” ikke dele.
Sådan startede mit indlæg skrevet i går aftes (uden nogen nævneværdige store oplevelser, I know). Det skulle ændre sig drastisk i dag. Gensynet med Fleurie skulle blive lige nøjagtig så hårdt, som sidst vi var her. Vi nød synet af vinmarker til morgenmaden (campingpladsen var lukket, da vi ankom, så vi parkerede på vejen, hvilket resulterede i, at vi blev banket op næste morgen og fik besked på, at vi nok skulle flytte os fra hovedvejen til en mindre vej), og vi beslutted at tage op og finde den vingård vi arbejdede på. Det gik forbavsende fint med at huske vejen, og op det gik.

Vi kører forbi et skilt med en stor fin rød cirkel rundt om en campingvogn (og tænker “ja ja, det siger de alle sammen, de gider bare ikke have turister derop”) og fortsætter af en vej, der er ca 3m bred og snor sig med hårnålesving, der kunne være en bjergetape i Tour de France værdig. Can-do-attitude har aldrig svigtet nogen! Peugeot’en klarer det super fint, og vi spotter hurtigt den rigtige vingård. Lettere opstemte over vores hukommelse konstaterer vi, at bilen har udfordringer, store udfordringer (den skarpsindige læser har noteret sig, at vi har frygtet Kassel bakker, men tager stigninger på dobbelt størrelse og en vej uden slæbespor med oprejst pande). 100m fra huset holder vi på vejen med en kraftig stigning og må vi konstatere, at vi ikke kan trække op i 1. gear! We are stucked. Vi forsøger et par gange, men da hun spyger kaskader af hvid røg ud af motorhjelmen, får hun fred (Man når et splitsekund at tænke; nu ryger motoren).

Der er ligesom kun én vej ud af dette, og det er ned af igen – gennem samme mængde hårnålesving som op ad, denne gang blot bakkende (samme kyndige læser bekymrer sig nok også over vores bakkeevner med kun halvanden uges erfaring i campingvognkørsel, men det går forbavsende fint…) John er ved roret, og jeg løber frem og tilbage og kommer med tilsagn om, hvordan vognen skal drejes (“nej, ikke de venstre, den anden”). Det går rigtig fint ca 52m, så kommer et 90graders sving (det var svært at komme igennem det med forlæns kørsel, så baglæns???). Stadig med køligt overblik får vi lagt en plan, og det kører faktisk ret godt (når vi selv skal sige det, og der var ikke andre i nærheden til det). Rundt i svinget går godt, men vognen kan ikke rettes op, da Peugeot’ens forhjul nu spinder rundt i småsten på vejen. Vi får blokkeret bremserne på vogn og sneglehus (som nu pludselig virker helt enormt stort). Nu kommer der selvfølgelig en bil, som må parkere i grøften og blot se på os fare rundt om vognen og lægge strategi for næste move (ungerne er plantet i selerne med besked om, at de skal være HELT stille). En ældre fransk dame kommer ud i sin morgenkåbe, og selv med mit ikke eksisterende fransk kan jeg forstå, at hun mener, at vi er må være komplet åndssvage og fuldstændig uden for rækkevidde, når vi er kørt op ad vejen og nu holder og blokkerer hendes indkørsel. Hun bruger oceaner af ord, og John må afbryde og på fransk undskyldende sige, at det kun lige tager 10min, så er vejen ryddet igen, og vi er væk (det viser sig at være dagens største underdrivelse).
Vi har stadig høje tanker om Peugeot’en og vil nu forsøge at trække campingvognen et par meter op ad igen for at få den rette vinkel på. Det resulterer i, at bilen nu holder i det våde græs (tak til regn og forhjulstrukne franske biler – not!) med hjulspind og en campingvogn, der holder med hjulene 30cm fra en skrænt med omkring 2-3m ned. Nu er den gamle kvindes mand stødt til os, og han er heller ikke venligt stillet (og vi skal i hvert fald ikke overveje at få den ind på hans indkørsel, forder kan vi SLET IKKE vende nede, hvis det overhovedet skulle lykkes os at få vogntoget fri). Men den bløde hat skal ikke være bekymret, for vi kan ikke komme fri, da hjulene ikke kan få fat i det våde græs, og vi kan ikke bakke, da vi holder helt ude ved skrænten. We’re stucked again. Vi er nu tæt på så presset, som det er muligt at blive (mens det hele står på, er jeg panisk angst for, at bil eller campingvogn pludselig skal smutte og ramme en af os, når vi går rundt om eller imellem). Vi ved, vi ikke kan holde campingvognen med hænderne på den stejle vej, så det tænker vi ikke engang på at forsøge. Det ville være alt for farligt, men vi bliver nødt til at frakoble bilen for at få den fri af græsset, så vi må sætte vores lid til håndbremsen på campingvognen. Hvis den kan holde vognen, kan vi få bilen fri og forhåbentlig rette vognen op – holder den derimod ikke, vil campingvognen trille baglæns og styrte ned ad skrænten i det øjeblik, vi har den fri fra anhængertrækket. Vi har det ene skud i bøssen, og failure is not an option. Vi kigger hinanden i øjnene, beslutter at vi gør det og stiltiende accepterer vores odds. I situationer som denne er det ofte de små og i første omgang ubetydelige marginaler, der afgør udfaldet… vi fik hjælp af en lille forhøjning i vejkanten ned mod skrænten, hvor det ene hjul kunne finde lidt modstand og støtte den hårdt pressede håndbremse, kilen af et gammelt bræt under hjulet og det ene støtteben, der forsøgte at stabilisere så meget som muligt. Nu hvor der ikke er vægt bagpå, får John bilen fri, og mens han kører op ad bakken igen for at vende (vi har tænkt os at bruge de gamles indkørsel til at få drejet vognen væk fra skrænten, de ved det bare ikke endnu) ber jeg en stille bøn og prøver at blive 100% skarp i tankerne. Det er bare ikke en mulighed, at det går galt. Her tror jeg egentlig, vi er et ret godt par. John er igangsætteren, der springer ud i tingene, og jeg er planlæggeren, der har styr på detaljen – men som slet ikke tør sætte sig bag rettet i denne situation – og i bund og grund ikke ved noget om håndbremser, trækkræfter og bakning. Men sammen har vi lagt en plan.

Man når at tænke 1.000 tanker fra “hvorfor f***** skulle vi også her op” over “hvis vinklen bliver lidt mere mod højre, kan han dreje kontra og måske få forenden af bilen med rundt” til “mon vores forsikring dækker bjergning af campingvognen, hvis den er kørt ud over skrænten og ikke var på krogen, mens det skete – og kan man egentlig bjerge nogle ting, hvis den er helt smadret??” Der er nu stødt yderligere 4 mænd til os, og mens de højlydt diskuterer muligheder (eller nærmere konstaterer alle de scenarier, der ikke kan lade sig gøre), får vi bundet et reb om anhængertrækket og fast til vognen som nu holder i indkørslen (så er det godt at have set fangerne på fortet i tidernes morgen og lært, at jo flere gange rebet går frem og tilbage, jo mindre vægt skal hver snor trække, hvilket jo er smart, hvis man ene kvinde skal trække en dværg op i en mast – eller forhindre en campingvogn i at ende sine dage i Frankrig). Vinklen er for skarp til, at vi kan koble vognen på bilens anhængertræk, så vi vil prøve at trække den over mod bilen i stedet (der på nuværende tidspunkt lugter mere end varm). Gustav har fanget alvoren og gør sit bedste for at underholde Ella, der bestemt ikke vil sidde mere i sin stol (han bruger sin faste vending, der altid får Ella til at falde til ro og tænke sig grundigt om; “Hvad siger et træ, Ella?”) – not an option at have to børn til også at rende rundt på vejen. Wow man kan mærke man lever. Sol og måne står rigtigt, og med hjulspin, der ville gøre en racerkører misundelig, får vi trukket campingvognen fremad, væk fra skrænten, så den kan komme på bilen, og vi påbegynder endnu en nedbakning. To nytilkomne mænd (hvoraf den ene er vores tidligere chef i vinmarken) har en lidt mere konstruktiv og løsningsfokuseret tilgang til tingene, og vi får ved fælles hjælp vognen bugseret ind i en indkørsel, så hele vogntoget kan vendes og få snuden nedad – efter mere end en time på vejen. Ledsaget af franske formaninger om, at nu skal vi huske at motorbremse ned, kører vi tilbage til byen for at finde et sted, hvor både os og bil kan puste ud.

Det hele gik, takket være en lille forhøjning der kunne hjælpe håndbremsen, en bilmåtte der kunne lægges under forhjulet og skabe fundament, et gammelt tov som alle og enhver jo altid har liggende i deres campingvogn – og ubeskriveligt godt teawork! Selvom det hele endte godt og både os, bil og campingvogn er kørende, så har oplevelsen alligevel sat sig i kroppen og kræver lidt forsædesnak, mens ungerne er forgabt i Ipads (længe leve nye principper).

Inden vi hastede væk fra Fleurie med endnu en nærved-død-oplevelse i bagagen holdte vi lige ind ved slottet, hvor vi efter vinmarkerne tilbage i fordums tid tilbagte en måned med at restaurere og drikke vin. Det var hyggeligt at sige hej, men koncentrationen var ikke lige på sit højeste, så vi takkede af og hastede ud mod den sikre motorvej, hvor vi med 80km/t kørte det sidste stykke mod Narbonne i det sydligste Frankrig. Her har vi planer om at møde varmen og virkelig slappe af. Det skal åbentbart aldrig være kedeligt omkring os…